Bedre miljø gennem samarbejde
Volvo: Den svenske lastbilfabrikant prøver ikke kun at udvikle brændstoføkonomiske lastbiler, men ser også på miljøet i virksomhedens drift.
Af Gwyn Nissen
Volvo er verdens næststørste producent af lastbiler og med på flere fronter når det gælder miljøforbedringer. Volvo ABs vicepresident med ansvar for koncernens miljø, svenskeren Jan-Eric Sundgren, deltog forleden i Nordic Climate Solutions i København – en forløber til COP 15 – for at give sit bud på fremtidens miljøtiltag.
Han peger på, at vejen til målet klares med både små og store skridt.
- Når vi har øget brændstoføkonomiem med 1,5 procent, så lyder det ikke af meget, men når man tæller det sammen, så bliver det til noget siger Jan-Eric Sundgren.
En endnu større brændstofudnyttelse fås til gengæld ved at uddanne og træne chauffører. Volvos egen Eco Driver-program viser, at der er mellem 5-10 procents besparelse at hente på økonomisk kørsel.
- Men der er også store skridt ved at genvinde bremseenergien til el-drift af for eksempel skraldebiler. Den slags køretøjer har vi også, siger Sundgren og peger på, at når hybridbiler ikke har fået noget gennembrud på de store lastbiler, skyldes det, at batterikapaciteten ikke helt kan følge med endnu.
Derudover kører Volvo en række forsøg med alternative brændstoffer. Her ligger udfordringen ifølge Sundgren i, at infrastrukturen skal kunne følge med, f.eks. i form af særlige tankanlæg, der er leveringsdygtige i de nye brændstoffer.
Internt miljø- Vi har også reduceret CO2-udslippet i vores egen logistik, påpeger Jan-Eric Sundgren.
Volvo Logistics har sat sig selv skrappere mål end mange andre virksomheder. Volvo-divisionen vil reducere udslippet med 20 procent i forhold til 2006 – og det allerede i 2010. Det er ti år før mange andre.
- Logistics reducerede allerede det første år mængderne med 12 procent – så det kan altså lade sig gøre, siger Sundgren.
Et andet eksempel er Volvos fabrik i Gent i Belgien, som takket være en række tiltag, herunder oprettelsen af egne vindmøller, er CO2-neutral.
- Det vil vi også gerne kunne andre steder, men i Sverige har vi oplevet, at bureaukratiet har stukket en kæp i hjulet på grund af protester over, at vi gerne vil oprette seks vindmøller i forbindelse med vores fabrik, påpeger Jan-Eric Sundgren.
Samarbejde på tværs
Men for at den optimale udnyttelse ud af anstrengelserne, er det ifølge Volvo-topchefen også nødvendigt at samarbejde på tværs af aktørerne i branchen, med leverandørerne, universiteterne - og politikerne.
- Der er en række teknologier vi kan gøre brug af i dag, men der skal også tænkes i infrastruktur og nye former for transport i byerne – såvel af personer og gods. Og hvis jeg skulle give EU-politikerne et råd, så var det at bruge pengene på at stimulere forskning og udvikling i stedet for på landbrugsstøtte.
I den sammenhæng pegede Volvo-direktøren på, at han ikke har noget mod lovgivning og regulering:
- Bare det er intelligent, fornuftigt og harmoniseret, så der ikke skabes ulig konkurrence, siger Sundgren.
UdviklingVolvo bruger årligt et sted mellem 10-15 milliarder kroner på forskning og udvikling. Det svarer normalt til fire procent af koncernen salg.
Jan-Eric Sundgren peger på, at det er nødvendigt, for dels at imødekomme kundeønsker, men også lovgivningen.
gn@transporttidende.com