Frank til kamp for miljøet
Udfordring Hos DB Schenker har miljøet længe stået på dagsordenen. Den tidligere elite-ishockeyspiller Frank Heide har ansvaret for miljøindsatsen i Danmark.
Af Gwyn Nissen
En gang var Frank Heide optaget af at skøjte rundt på de danske og internationale isarenaer for at sikre medaljer til sin klub. Men de seneste 15 år har han taget kampen op for miljøet som en af transportbranchens miljøchefer med længst anciennitet.
Siden 1994 har der stået kvalitets- og miljøchef hos Schenker A/S på Frank Heides visitkort. Han trækker såmænd stadig i ishockeydragten som kaptajn for Gladsaxes oldboys, men medaljekampen for et af datidens storhold, Rødovre, er i dag blot et minde om en spændende tid.
- Jeg havde opnået det jeg kunne: Mesterskaber, landsholdet og international succes med Rødovre. Derfor var det tid til nye udfordringer udenfor skøjtebanen, siger Frank Heide, der i dag er 44 år.
Frank Heide tog sideløbende med idrætskarrieren en cand.merc. og i begyndelsen af 90’erne lagde han skøjterne på hylden for at hellige sig en karriere i erhvervslivet. Efter sit første job i Privatbanken som IT-konsulent, skrev han på sin eksamensopgave hos BASF og fik herefter arbejde i Spedition Nørgård som direktionsassistent, inden turen gik til Schenker A/S.
PionererHer har han de seneste 15 år stået for en lang række kvalitets- og miljøprojekter, samt ikke mindst certificering af miljø, sikkerhed og kvalitet – en proces, der tilsyneladende ikke er nogen ende på.
- Schenker var på et tidligt tidspunkt meget langt fremme i miljøspørgsmål og i Danmark var vi pionerer på området for miljøberegningssystemer, siger Frank Heide.
DB Schenker har i lighed med andre store koncerner kastet sig ind i kampen for et lavere CO2-udslip. For selv om transporten i et produkts levetid kun fylder en ganske lille del i det samlede miljøregnskab, så fylder transporten samlet set en hel del i miljøbelastningen.
- Tidligere var politikerne meget optaget af det nære miljø og partikelforurening. I dag er fokus rettet mod den globale opvarmning og reduktionen af CO2, siger Frank Heide.
Schenker A/S arbejder ud fra et ISO 14001-certificeret miljøledelsessystem, der betyder, at selskabet årligt skal kunne fremvise miljøforbedringer. Det begyndte som et dansk/svensk pilotprojekt i 1998, og er i dag implementeret i størstedelen af DB Schenker til gavn for både miljø og virksomhed.
Fokus på miljøetEt stigende antal transportkøbere har nemlig fokus på miljøet. De stiller ikke kun krav om nyt og miljørigtigt materiel, men også om dokumentation – på selve transportopgaven eller for transportvirksomheden som helhed.
Det er ikke noget problem for DB Schenker. Selskabet har således udgivet en miljørapport siden 1995 og den seneste dækkende 2008 er netop udkommet henover sommeren.
- Klima og reduktion af CO2 er dog først nu nu ved at komme på dagsordenen i mange bestyrelseslokaler. Det siver ned gennem virksomheden og kommer også til at omfatte transporten, siger Frank Heide om udviklingen. Foruden nyt og miljøvenligt materiel har Schenker A/S især fokus på effektivitet og kapacitetsudnyttelse.
- Før kørte vi måske en mindre mængde gods på en lastbil til Italien, men i dag samles godset, transporterne optimeres og der køres via hubs, for at fylde lastbilerne. Vi kalder ikke produktet ”miljø”, men der er rigtig meget miljø i det, siger Heide.
Men det er ikke kun transportøren, der skal løfte miljøansvaret.
- De største miljøforbedringer får man, når man sætter sig ned med kunden og overvejer, hvordan logistikken skal være, siger Frank Heide og peger på, at leveringstider, mængder og planlægning i virksomheden spiller ind, når den rigtige løsning skal findes.
gn@transporttidende.com