23948sdkhjf

Kunder accepterer lavere fart

Maersk Line: Lavere hastighed på containerskibe sparer både brændstof og CO2.

Maersk Line: Lavere hastighed på containerskibe sparer både brændstof og CO2.



Af Lars Lassen

Maersk Line har bevis på rederiets klimaindsats i form af prisen ’Sustainable Shipping Operator 2009’. Baggrunden er at containerrederiets skibe siden 2008 har sejlet væsentligt langsommere end det hidtil har været normen.

Det var de tårnhøje oliepriser i 2007/2008, der fik Maersk Line og konkurrenterne til skrue ned på maskintelegrafen. Men Mærsk Line gik længere end andre rederier og beviste, at det er en rigtig god forretning og godt for miljøet, at sejle super langsomt – hvilket vil sige helt ned til 14 knob, hvor en servicefart over 20 knob var almindelig.

- Vi gik forrest i udviklingen af langsommere sejlads. Ved at sænke motorens omdrejninger fra 60 procent eller mere til 40 procent, hvilket typisk vil svare til en fart omkring 18 knob, så reducerede vi brændstofomkostningerne og dermed også CO2-udledningen med 14 procent pr. skib og 10 procent pr. service. Men vi ønskede at gå endnu længere, selv om motorfabrikanterne advarede mod at sejle ved mindre end 40 procent motoreffekt, fordi man var bange for, at det ville medføre skader på motorerne, fortalte vicedirektør for fleet management i Maersk Lines, Søren Andersen på TØF’s Havnekonference i Grenå.

Super slow

Maersk Line besluttede, at man ville undersøge mulighederne for ydereligere fartreduktioner på egen hånd. Siden 2007 har man gennemført en test af såkaldt ’super slow steaming’, hvor hele 110 af rederiets egne skibe har sejlet med en motoreffekt på kun 10 procent og en hastighed på 14 knob.

- Det har reduceret brændstofomkostninger og CO2-udledning med 43 procent pr. skib og 30 procent pr. service. Det kræver ekspertise og konstant motorovervågning, at sejle så langsomt. Men det kan lade sig gøre med meget få ændringer af motorerne og vi har besluttet, at vi ville dele vores erfaringer. Det er lykkedes os at få motorproducenternes godkendelse af vores metoder og de har ændret deres generelle instrukser til gavn for hele søfartsindustrien og miljøet, sagde Søren Andersen.

Når besparelsen per skib er højere end besparelsen på den pågældende service, så skyldes det, at det er nødvendigt, at indsætte flere skibe på ruten for at opretholde regulariteten.

- På mange ruter er det nødvendigt at indsætte to ekstra skibe, for at opretholde en ugentlig service. Det øger vores kapitalomkostninger, men vi opnår stadig en besparelse på op til 30 procent på brændstof og CO2, sagde Søren Andersen.

Ekstra skibe

Han gav et konkret eksempel på CO2-besparelsen ved ’super slow steaming’:

Otte skibe på en rute ved 20 knob udleder 136.000 mt CO2 ved sejlads Asien-Europa-retur.

Ved 14 knob kræver det 10 skibe, for at opretholde servicen, men det koster kun 91.000 mt CO2.

Søren Andersen påpeger, at behovet for ekstra skibe på den enkelte service samtidigt har medvirket til at opsuge en del af den overkapacitet, som rederiet kæmper med.

- Kunderne har i langt de fleste tilfælde accepteret, at godset er væsentligt længere tid undervejs. Det er kun ganske få, der har sagt nej. Der er alle steder et betydeligt fokus på virksomhedernes miljø- og klimaprofil og det her, er noget der virkeligt tæller i klimaregnskabet. Samtidig gør det skibsfarten mere konkurrencedygtig. Tilsammen betyder det, at der er en fælles interesse for det her, fortalte Søren Andersen.

Maersk Line kort

Rederiet fik ikke meget ud af første halvårs omsætning på 9,8 mia. USD. Det endte med et underskud på 961 mio. USD og der ventes et tilsvarende resultat i andet halvår i år.

Maersk Line opererer omkring 500 containerskibe. Her ejer rederiet omkring halvdelen, mens resten er indchartret/lejet tonnage.

Rederiet ejer mere end 1,9 millioner containere og beskæftiger 22.000 ansatte på verdensplan. Mere end 100.000 kunder betjenes fra 325 afdelinger fordelt på 125 lande.

ll@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078