Kompetente speditions-medarbejdere
Analyse foretaget af Teknologisk Institut viser at der er behov for efteruddannelse inden for logistik, spedition og ledelse
En række speditionsvirksomheder i DI har netop mødtes til seminaret i DI om "kompetente medarbejdere i speditionsbranchen". Seminaret blev holdt i samarbejde med Århus Købmandsskole, som er den eneste skole, der er godkendt til at gennemføre speditionsrettet efteruddannelse.
Omfanget af efteruddannelse i branchen er lille, viser analysen. Virksomhederne har enten ikke tid – eller kender ikke til de muligheder for efteruddannelse, der findes i efteruddannelsessystemet.
På seminaret fortalte Gitte Schmidt fra DSV hvordan DSV håndterer kompetenceudvikling, der tilbydes alle virksomhedens medarbejdere. "Hyldevarer er yt", påpeger hun. Efteruddannelseskurserne skal i dag tilpasses branche/virksomhed.
Steffen Sønderskov fra Århus Købmandsskole præsenterede et udsnit af efteruddannelsesmuligheder indenfor det felt, hvor analysen fra Teknologisk Institut viser et behov i branchen. Størst fokus blev rettet mod en række ledelseskurser, som er velegnet til ledere i de mange mindre enheder og lokationer i speditionsbranchen – for eksempel ledelse af teams, coaching som ledelsesværktøj og projektledelse.
Århus Købmandsskole blev som afslutning på seminaret opfordret til at udarbejde en oversigt over de ti mest anvendte kurser på området. Udgifterne til kurserne er stort set kun den obligatoriske deltagerbetaling og medarbejdernes tidsforbrug.