Fanget: Højesteret giver kommune medhold i, at principielle bemærkninger til busselskab ikke var bindende.

I forbindelse med virksomhedernes planlægning af nye tiltag, der før eller siden vil involvere offentlige myndigheder, er det sædvanligvis ikke nogen ide ”at spørge først”. Vi kender det inden for skattelovgivningen, hvor en ”bindende forhåndsbesked” kan være god at have med i baglommen, inden der handles og disponeres. Også inden for byggeriet forekommer det, at myndighederne tages med på råd tidligt i forløbet.

At man imidlertid skal være meget præcis ved udformningen af sine konkrete spørgsmål til myndighederne, må være hovedessensen af den lære, man kan drage af en ny højesteretsdom, hvor et busselskab troede, at man havde fået grønt lys til anvendelsen af en ejendom, man påtænkte at købe - men hvor man i stedet endte op med et forbud efter planloven, der i § 14 har en sanktionsmulighed med følgende ordlyd:

Busselskabet skrev i sin første henvendelse til Kommunen følgende:

Kommunens afdeling for Plan & Byg besvarede den 28. januar 2005 henvendelsen således:

Ligeledes den 28. januar 2005 sendte busselskabet et notat af 25. januar 2005 om orienterende beregning af ekstern støj fra busanlæg til kommunen. Af fremsendelsesbrevet fremgik følgende:

Kommunen svarede tilbage den 10. februar og tilkendegav i et længere svar bl.a. under den miljøtekniske vurdering, at

Derefter købte busselskabet grunden for 2,2 mio. kr. af sælgeren, der var et ejendomsselskab. Efter at have modtaget en anmodning fra busselskabet om dispensation fra byplanvedtægten til at etablere en jordvold som støjdæmpende foranstaltning, nedlagde kommunen i medfør af planlovens § 14 forbud mod den påtænkte aktivitet på ejendommen, idet kommunens betænkeligheder skyldtes udarbejdelsen af en handlingsplan for revitalisering af det pågældende erhvervsområde. Busselskabet og ejendomsselskabet anlagde sag mod kommunen med påstand om, at forbuddet var ugyldigt med henvisning til, at kommunens svar på de to tidligere henvendelser måtte anses for et bindende forhåndstilsagn. Desuden krævede busselskabet og ejendomsselskabet erstatning for de tab, selskaberne havde lidt som følge af forbuddet med henvisning til, at forbuddet var ugyldigt, og at kommunen i sine svar ikke havde givet tilstrækkelige oplysninger om besvarelsernes karakter.

Landsrettens flertal frifandt kommunen, mens mindretallet fandt kommunen erstatningsansvarlig med henvisning til, at kommunen måtte være klar over, at svaret havde afgørende betydning for, om busselskabet ville købe grunden.

I landsretten fandt busselskabets argumenter kun gehør hos den ene af de tre dommere, der lagde vægt på, at det efter modtagelsen af selskabets brev af 14. januar 2005 måtte have stået klart for kommunen, at det var en afgørende eller helt væsentlig forudsætning for selskabets beslutning om at købe ejendommen, at bus garageanlægget kunne etableres herpå:

”Kommunen svarede den 28. januar 2005 selskabet, at den ingen principielle indvendinger havde til den ønskede anvendelse. I kommunens brev af 10. februar 2005 til selskabet tilkendegives det, at kommunen umiddelbart mener, at bus og garageanlægget kan etableres på ejendommen, såfremt der etableres de fornødne støjdæmpende foranstaltninger, og driftsforholdene er som beskrevet.

Under disse omstændigheder finder jeg (den ene af de tre dommere), at busselskabet med føje samlet set har anset kommunens tilkendegivelser i brevene af 28. januar 2005 og 10. februar 2005 som bindende forhåndstilsagn, da det købte ejendommen i april 2005, og at kommunen derfor ikke har været berettiget til efterfølgende at nedlægge et forbud efter planlovens § 14 som sket. Jeg stemmer derfor for at tage sagsøgernes principale påstand til følge.”

Som nævnt var denne forstående dommer i mindretal og sagen blev anket til Højesteret, der var af den opfattelse at busselskabets breve af 14. og 28. januar 2005 til kommunen ikke fremtrådte som en ansøgning om forhåndstilladelse til den påtænkte anvendelse af det omhandlede areal til bl.a. garage- og værkstedsanlæg for busser, men som en forespørgsel om, hvorvidt kommunen i plan- eller miljømæssig henseende havde principielle indvendinger mod den påtænkte anvendelse. Højesteret fandt derfor, at forespørgslen, for så vidt angår det planmæssige, måtte forstås som sigtende til de for området gældende planforhold.

Videre var Højesteret af den opfattelse, at Kommunens svar af 28. januar og 10. februar 2005 fremtrådte på tilsvarende måde ikke som en forhåndstilladelse til den påtænkte anvendelse, men som oplysninger om, at der ikke i forhold til den gældende byplanvedtægt eller i forhold til gældende miljø-regler var principielle indvendinger mod den påtænkte anvendelse af arealet.

På denne baggrund var Højesteret enig med landsrettens flertal i, at kommunens svar af 28. januar og 10. februar 2005 ikke kunne anses for en bindende forhåndsbesked og dermed som et tilsagn, der afskar kommunen fra at nedlægge forbud i medfør af planlovens § 14.

Endelig mente Højesteret, at Kommunens svar af 28. januar og 10. februar 2005 ikke indeholdt forkerte oplysninger, og at det ikke var en ansvarspådragende fejl, at der ikke i brevet af 28. januar 2005 blev gjort opmærksom på de ikke nærmere konkretiserede overvejelser om “revitalisering” af området.

Da der heller ikke på anden måde var begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med kommunens svar på busselskabets forespørgsler, frifandtes kommunen helt og aldeles.