23948sdkhjf

Havne efterlyser aktivt medspil

Havneloven: Danske Havne mener at skibsmæglere og speditører er for dårlige til at tiltrække nye kunder til havnene. Danske Havnevirksomheder afviser kritikken.

Havneloven: Danske Havne mener at skibsmæglere og speditører er for dårlige til at tiltrække nye kunder til havnene. Danske Havnevirksomheder afviser kritikken.



Af Finn Bruun & Lars Lassen

I Danske Havne ser man masser af udviklingsmuligheder for erhvervshavnene i de kommende år. Derfor er erhvervshavnenes brancheorganisation også sikker på, at de milliardinvesteringer havnene foretager i øjeblikket trods krisen, på lang sigt bliver en god forretning. Men sekretariatschef Tom Elmer Christensen efterlyser opbakning fra havneoperatørerne, der kan matche havnenes investeringer.

- Heldigvis får havnene hele tiden nye forretningsområder. Ofte sker det i samarbejde med havnevirksomhederne, men alt for høj grad er det overladt til havnen at finde de nye kunder, mener Tom Elmer.

Han mener, at skibsmæglere og speditører burde gøre langt mere og være meget mere udfarende.

- De er ikke opsøgende nok men dyrker kun de kunder, de allerede har, siger Tom Elmer Christensen.

Skjult dagsordnen

I Danske Havnevirksomheder afviser formanden Thorning Bonne Larsen kategorisk beskyldningerne.

- Jeg kender ingen danske havnevirksomheder, der ikke er interesseret i at tjene penge og skabe kontakter til nye kunder. Og i langt de fleste tilfælde, hvor havnene udbygger arealer og infrastruktur, så følger havnevirksomhederne op med ganske betydelige egeninvesteringer, siger T.B. Larsen.

Den tidligere adm. direktør i Cargo Service (oprindeligt Århus Stevedorekompagni) mener, at udfaldet fra Danske Havne dækker over en gammel dagsorden.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Tom Elmers udtalelser i virkeligheden handler om, at de kommunalt ejede havnes gamle ønske, om at få lov til at drive operatørvirksomhed i direkte konkurrence med de privat ejede havnevirksomheder. Havnevirksomhederne har intet imod konkurrence, men den skal være fair. Det er den ikke, når det er infrastrukturejeren, der konkurrerer med de private virksomheder, og samtidig kan tildele sig selv de bedste arealer og muligheder, siger T.B. Larsen.

Han påpeger, at havnene som infrastrukturejer har kunnet hente meget store beløb ved salg af havnearealer til byudvikling, mens havnevirksomhederne ikke har adgang til en tilsvarende kapitalgevinst, fordi de på praktisk taget alle danske havne kun er lejere.

Mere samarbejde

Formanden for Danske Havnevirksomheder opfordrer Danske Havne til at opgive presset for at gøre havnene til operatører.

- Havnene bør koncentrere sig om at udvikle havnene i samarbejde med havnevirksomhederne. Hvis der er konsensus om udviklingen af infrastrukturen, så trækker alle parter i samme retning til gavn for helheden. På den måde kan man sikre et optimalt lay-out af havnene, så tilslutningsveje og havnearealer og pakhuse er placeret de rigtige steder. Det sker allerede mange steder i dag, men det kan gøres endnu bedre, fastslår T.B. Larsen.

- Det kræver at havnene bliver til moderne multimodale anlæg med gode adgangsveje og skinner til baglandet. Det er en kæmpe opgave, som kræver at alle parter på havnene trækker i samme retning, siger T. Bonne Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.209