Esbjergs ældste bliver 125
Med aner tilbage til 1884 er A/S J. Lauritzens Eftf. Esbjergs ældste nulevende virksomhed – det markeres i weekenden.
For selvom 125 måske ikke lyder af så meget, så betyder det med Esbjerg på dåbsattesten, at man har eksisteret næsten lige så længe som havnen og dermed byen.
Det er da også en af Esbjergs store iværksættere – konsul Ditlev Lauritzen – som grundlage virksomheden. Som en af de allerførste så han mulighederne i den nye havn, og flyttede meget hurtigt fra Ribe for at etablere tømmerhandel og import af træ allerede i 1884. I tilknytning hertil blev der åbnet mæglerforretning med det formål at fragte træ fra Norge til Danmark billigst og mest effektiv. Dermed så det, der i dag er Lauritzens Eftf. dagens lys.
Siden gik det stærkt. Den foretagsomme Ditlev Lauritzen åbnede mange andre virksomheder og påbegyndte sågar egen rederivirksomhed. I 1914 flyttede han det meste til København, men da mæglervirksomheden var tæt knyttet til Esbjerg, gav det ikke mening at flytte denne med. Denne del af Lauritzen-imperiet blev derfor solgt til en anden af Esbjergs pionerer – C. Breinholdt – der dog valgte at bibeholde Lauritzens Eftf. som selvstændig virksomhed med A. C. M. Schmidt som forretningsfører.
I 1936 købte Schmidt virksomheden, der ved samme lejlighed fik sit nuværende navn. Det skyldtes, at rederiet J. Lauritzen i København efterhånden havde vokset sig så stort, at det gav anledning til næsten daglige navneforvekslinger.
Fanø-dreng vender hjemVi skal dog nogle år frem i historien, inden der for alvor kommer gang i Lauritzens Eftf. I 1947 vender den gamle Fanø-dreng og tidligere elev i virksomheden A. N. Svarrer tilbage til Esbjerg, og allerede i 1952 bliver han medindehaver og i 1960 eneindehaver. Samme år opretter han rederiet A. N. Svarer. I tæt samarbejde med skibsværftet i Ringkøbing udvikler han i de kommende år en helt ny type skibe – de såkaldte coastere. Skibene bliver drevet som individuelle partrederiet med bl.a. lokale investorer, men med A. N. Svarrer som korresponderende reder og Lauritzens Eftf. som mægler.
Denne satsning bliver en vældig succes, og da forretningen i 80´erne er på sit højeste omfatter flåden 22 skibe under eget kontorflag plus en række skibe, som man disponerer for andre redere.
Men alt får en ende. Containeriseringen, oliekrisen og ændrede tonnageregler tager livet af den danske containerflåde, og i 1984 bliver det sidste skib solgt – en epoke med skibe som Veralil, Roselil og Lonelil var definitiv slut for Esbjerg og det danske rederierhverv.
Knud Svarrer tager over
I faderens fodsporI mellemtiden har den kun 29-årige Knud Svarrer overtaget roret i selskabet, da faderen i 1974 uventet dør. Knud Svarrer har allerede vært i gang med sideløbende med rederi- og mæglervirksomheden at opbygge en stevedore- og pakhusforretning. Det kulminerer i 1976 da man sammen med ØK og DSB ved Europakajen opfører Jutlandia Terminalen – et pakhus på 8.400 kvm. med yderligere 40.000 kvm. udendørs faciliteter.
I dag er Lauritzens Eftf. eneejer af Jutlandia Terminal A/S, mens stevedorevirksomheden er samlet i Seaport Stevedoring A/S. Dette selskab blev oprindeligt dannet af fem af havnens mæglervirksomheder, men er siden helt overtaget af Lauritzens Eftf.
Lauritzens Eftf. er fortsat stærkt knyttet til havet og havnen, men når opgaverne flytter sig må man flytte med. Det førte i 1982 til dannelsen af JL Roadservice med intereuropæisk transport og distribution via vej og bane.
Nye arbejdsopgaverOgså opblomstringen af olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen åbnede op for nye arbejdsopgaver, og virksomheden var blandt de første, der så de nye muligheder og fik knyttet forbindelser til olieselskaberne og deres servicevirksomheder. Siden er vindmøllerne kommet til og projektopgaver for flere af de store vindmølleselskaber står nu i høj kurs.
A/S J. Lauritzens Eftf. er i dag en moderne transport og logistikvirksomhed – men selvom rødderne går længere tilbage end for nogen anden Esbjerg-virksomhed, så er det fremtiden, der er fokus på. Og tredje generation af Svarrer-familien er godt på vej. Kristian Svarrer er tiltrådt som direktør i kontorhuset på Amerikavej, mens storebror Kasper er indtrådt i bestyrelsen. Måske åbner det op for lidt mere tid til Knud Svarrers mange andre gøremål, hvoriblandt er jobbet som restauratør på Fanø og fransk konsul i Esbjerg.
Det bemærkelsesværdige jubilæum markeres lørdag ved en stor fest på Tobakken for 400 inviterede venner, familie og forretningsforbindelser.