Mejeri på modulvogntogsnettet
Arla Foods mejeri i Taulov var en af de syv private virksomheder, der kom med på modulvogntogsnettet i går.
Mejerikoncernen Arla Foods har fra starten været interesseret i forsøget med modulvogntog og har arbejdet målrettet for at komme med på mvt-vejnettet.
- Vi var interesseret i de muligheder, der er for optimering af transporterne ved at anvende modulvogntog, samtidig med at vi kunne bidrage med et bedre miljø i form af lavere CO2 udslip, siger Helle Lolholm Balto, der er logistikkonsulent i den store mælkekoncern.
Indledningsvist har Arla Foods svaret på Transportministeriets høring i september 2008, og efterfølgende har der været fremsendt en fælles ansøgning til Vejdirektoratet.
Herefter har man fulgt Vejdirektoratets vejledning om tilslutning af enkeltvirksomheder og det er mundet ud i at der er indledt dialog med de kommuner, hvor Arla har virksomheder, som mejerikoncernen ønsker tilknyttet mvt-vejnettet.
Første succes betød, at Arla Foods i går sammen med seks andre private enkeltvirksomheder kunne koble på modulvogntogsnettet for første gang.
Det er mejeriet i Taulov, der ligger lige ud til TTC (Taulov Transport Center) og motorvej E20, der er rykket op i mvt-ligaen.
Flere på vejI Vejle har kommunen accepteret at gennemføre vejændringer, så virksomheder i industriområde Nord kan benytte modulvogntog ultimo 2010.
For såvel Vejle Eksport Terminal, som Taulov mejeri gælder det, at Arla Foods indledningsvist vil anvende modulvogntog til transporter til Norge og Sverige, der udføres af eksterne vognmænd, som i forvejen har investeret i modulvogntog. Omfanget er endnu ukendt, da beslutningen skal træffes i samarbejde med de eksterne transportører.
Arla er desuden i gang med at få lov til at køre med modulvogntog til Christiansfeld Mejericenter, Hobro Mejericenter og Ishøj Distributionscenter.
I samarbejdet med Ishøj Kommune har Arla Foods dog afvist en egenbetaling til ændringer af vejnettet.
Til de øvrige Arla Foods driftssteder er der ikke søgt om tilladelse, fordi driftsstederne ligger for langt fra modulvogntogsvejnettet.
Arla Foods ønsker at forsøget med modulvogntog skal være en succes, hvor forventede gevinster i form af færre biler på vejene og mindre CO2-udslip skal realiseres. Samtidig ønsker Arla Foods at forsøget kan vise at bekymringer omkring bløde trafikanter og hård belastning på vejnettet ikke er reelle trusler.
- Derfor har Arla Foods koncentreret sig omkring få driftssteder. Når Arla Foods får mulighed for at benytte modulvogntog på flere danske adresser, vil der blive investeret i modulvogntog i det omfang, det er rentabelt, slutter Helle Lolholm Balto.