Piloter kræver forbud mod lithium-batterier
Efter flere episoder, hvor lithium-Ion batterier er brudt i brand i lastrummet på amerikanske fly, kræver piloterne nu et forbud.
Historier om bærbare PC'er og mobiltelefoner, der er brudt i brand fordi batteriet er overophedet, dukker med jævne mellemrum op i pressen. Nu har tre tilfælde på kun to måneder, hvor lithium-ion batterier er brudt i brand i lastrummet på fly, fået piloternes fagforening (ALPA) på barrikaderne, skriver Ingeniøren.
Det australske postvæsen forbød tidligere i år al transport af lithium-ion batterier i luftposten efter den internationale luftfartsorganisation ICAO skærpede retningslinjerne.
- Det er efterhånden helt tydeligt, at faren er stor og umiddelbart forestående. Vi skal have et forbud for at beskytte passagerer, ansatte og den øvrige last, udtaler Mark Roger fra ALPA i en pressemeddelelse.
Forbuddet skal ikke gælde for de enkelte passagerers transport af eksempelvis en laptop eller mp3-afspiller i den bagage, der tjekkes ind, da de brandslukningssystemer, der findes i lastrummet på fly forventes at kunne slukke en sådan brand uden problemer. Det er derimod lufttransport af større sendinger, hvor adskillige lithium-ion batterier transporteres samlet, der ønskes forbudt.