Store forventninger til animalsk biodiesel
I forsøgsgruppen Biodiesel Danmark undersøger man perspektiverne for bred anvendelse af animalsk biodiesel.
De foreløbige erfaringer er overvejende positive – specielt med oliefyrene fra danske Stroco ApS, der gennem snart 40 år har produceret oliefyr til busser, lastvogne og både, og således er blandt frontløberne inden for alternativ brændsel.
Allerede i 1998 kunne Stroco præsentere et produkt, der kan brænde ethanol, og i dag er virksomheden den eneste SP-certificerede producent af biobrændselsdrevne oliefyr. Derfor blev virksomheden af Teknologisk Institut inviteret til at deltage i testgruppen Biodiesel Danmark, der skal undersøge perspektiverne for anvendelse af andengenerations biobrændsel i Danmark. Ud over Stroco og Teknologisk Institut deltager bl.a. Arla Foods og Statoil.
Andengenerations biobrændsel, der også benævnes AFME (Animal Fat Methyl Ester), er baseret på
overskydende svinefedt fra slagterierne, mens første generation var baseret på fødevarer som raps og sojabønner.
Biodiesel Danmarks forsøg skal belyse muligheder og barrierer for en bred anvendelse af AFME. Over halvandet år testes således forskellige blandingsforhold på diverse køretøjer – såsom
10, 15 og 30 procents blandinger i dieselen oliefyr.
De foreløbige erfaringer er overvejende positive og forsøgene skrider planmæssigt frem. Tests viser et generelt fald i emissionerne ved brugen af animalsk biodiesel, men også en lille stigning i brændstofforbrug og et lille fald i motoreffekt. Desuden er der ifølge civilingeniør Kim Winther fra Teknologisk Institut også øget tilsmudsning af brændstoffiltre på enkelte køretøjer. 30 procents blandingen har desuden vist sig uegnet til brug i frostvejr.
Til gengæld kører oliefyrene tilsyneladende generelt bedre på biodiesel end på normal diesel.
Også ingeniør Bent Loftager fra Stroco, der sidder i projektets styregruppe, er positiv.
- Testresultaterne understøtter vores beslutning om at satse på alternativ brændsel. Forsøgene med AFME-baseret brændstof i oliefyrene giver et billede af, at ydelse og forbrug er på niveau med traditionel diesel eller bedre, samtidig med at emissionerne er lavere. Det er yderst tilfredsstillende, at man kan opnå så gode resultater med et forædlet affaldsprodukt, siger han.
Strocos oliefyr afsættes hovedsagelig på de europæiske bus-, båd- og lastvognsmarkeder, bl.a. Carrus Delta, Evo, Irisbus, Kiitokori, Lahen, MAN, Mercedes, Scania, Solaris, Vest Buss og Volvo.
I Danmark har Stroco desuden agenturer på bl.a. cirkulationspumper, blæsere til busser, udstyr til
miljørigtig olieaftapning og materiel til vandtågebaseret brandslukning. Samtidig leveres kompakte luftfyr.