Ny blokvognstrækker på rigtig sværgodsjob
Blokvognsafdelingen ved DSV Transport A/S, der er en del DSV Miljø A/S, har for kort tid siden fået leveret en ny 4-akslet MAN blokvognstrækker.
Den nye sværgodstrækker er af typen TGX 41.685 FVDLS, der er udstyret med en 680 HK V8 Motor i EURO 5, og som bl.a. har en ZF transmission med en WSK 440 konverter, så den kan klare de store udfordringer med at kunne sætte i gang med meget høj totalvægt.
Den nye blokvognstrækker havde forleden sin ilddåb, der bestod i at transportere en meget stor og strippet gravemaskine af mærket Manitowoc 4600 Vicon, der bl.a. har en Caterpillar motor på 36 liters slagvolumen ombord, fra Nymølle Stenindustriers grusgrav mellem Fraugde og Ferritslev på Fyn til koncernens grusgrav i Tune ved Roskilde.
- Sværgodstransporten har været under forberedelse længe. Den samlede totalvægt på transporten var på 224 ton, men vægten var ikke den største udfordring. Derimod gave bredden og højden på transporten anledning til flere panderynker. Totalbredden var nemlig på 6,50 m., mens totalhøjden nåede helt op på 5,30 m. og det betød at transporten måtte køre ind gennem både Nyborg, Korsør, Slagelse, Hvalsø og Roskilde by, fordi det er umuligt blot at køre ud af motorvejen med så store totalmål, siger afdelingsleder i DSV Transports blokvognsafdeling, Jesper Thorning Jensen til TTN
Transporten blev gennemført med den nye MAN blokvognstrækker og en Goldhofer systemblokvogn af typen THP med 13 aksellinier af pendeltypen.
Den nye MAN blokvognstrækker har afløst en ældre Scania og er leveret af autoriseret MAN-forhandler H.E.Jørgensen i Dalby.