Havnekonference i Grenaa
TØFs havnekonference sætter fokus på havnens rolle som transportknudepunkter.
Grenaa Havn bliver et passende bagtæppe, når Transportøkonomisk Forening (TØF) 10. september holder foreningens årlige havnekonference på Kystvejens Hotel & Konference-center i Grenaa.
Under titlen ”Havne som knudepunkter” sættes der fokus på havnens samarbejde med de forskellige transportformer og de muligheder og barrierer, der for transport til søs.
Allerede aftnen inden, onsdag 9. september, indbydes der til opvarmning til havnekonferencen med middag kombineret med et fagligt indlæg fra TØF’s formand Michael Svane, der er direktør i DI Transport og bestyrelsesmedlem Henning H. Lauersen, der er adm. direktør for Grenaa Havn.
Selve konferencen lægger ud med et superaktuelt indlæg fra investoren Karsten Ree og direktør Svend Brandstrup Hansen, Danish BioFuel Holding A/S, der står bag planerne om en stor biobrændstoffabrik på netop Grenaa Havn.
Det spændende dagsprogram indeholder blandt andet indlæg om EU's maritme støtteprogrammer Marco Polo og MOS EU, en gennemgang af regeringens initiativer på havneområdet, samt en paneldebat om Havne Analysen, gennemgang af aktuelle erfaringer på de tre største danske havne, og et blik på fremtidens europæiske godsstrømme set fra danske havne af Søren Andersen fra A.P. Møller Mærsk.
Programmet kan hentes på TØF’s hjemmeside – www.toef.dk, hvor tilmelding også er mulig inden 7. september.