Bencher åbner i Kina
Shipping og speditionsfirmaet Martin Bencher Group har åbnet et nyt regionalt kontor i Dalian.
- Vores kunder har stadig flere aktiviteter i det nordlige Kina og Dalian havn har vist sig at være centrum for en stor del af gruppens aktiviteter. Vi har fået kendskab til flere interesserede projektkunder, så vores nye kontor har allerede fået en god start, siger Bo Drewsen, CEO og bestyrelsesformand med ansvar for det kinesiske marked.
Bencher-gruppen forventer med den strategiske placering og erfarne medarbejdere en stor vækst i Dalian. Bencher besætter kontoret med Summer Shi og Susan Zheng.
Martin Bencher (Scandinavia) er et skandinavisk baseret shipping- og speditionsselskab med sæde i Århus. Selskabet blev oprindeligt grundlagt i UK i 1881, og har i dag egne kontorer i Kina, Europa, Nordamerika, Indien og Sydøstasien.