Infrastrukturfond i gang
Regeringens finanslov indeholdt som ventet 94 milliarder kroner som startkapital til de kommende års forbedringer af infrastrukturen.
Fonden blev en realitet med den store trafikaftale fra januar i år.
- En banebrydende fond, der er rar at se sort på hvidt, siger direktør i Dansk Transport og Logistik, Erik Østergaard. For første gang øremærkes skatter og afgifter fra transportsektoren til forbedringer af infrastrukturen, og det er noget, branchen har ønsket sig i mange år.
Store dele af de 94 milliarder er allerede i forbindelse med trafikaftalen tidligere i år. Således er der lagt beslag på 87 milliarder, mens resten ca. 7 milliarder står til diskussion ved efterårets forhandlinger.
Den sidste pulje penge skal desuden suppleres med midler fra ”holdbare finansieringskilder” - bl.a. har der været nævnt muligheden for en ny kørselsafgift.
- Vi ser frem til de politiske forhandlinger i efteråret om de resterende 7 mia. kr., hvor det dog uden tvivl vil vise sig, at beløbet er alt for lille. Ud over at trafikpolitikerne skal tage stilling til en række anlægsinvesteringer, så skal de også disponere en pulje på 200 mio. kr. til fremme af godstransport på jernbane, siger Østergaard.
Ikke flere tilskud til filtreHan er til gengæld skuffet over, at forslaget ikke rummer yderligere tilskud til partikelfiltre udover de 10 millioner kroner, der er tilbage af den oprindelige pulje på 60 millioner kroner.
DTL har beregnet, at der kommer til at mangle 120 millioner kroner frem til 1. juli næste år, hvor miljøzonekravet skærpes, så også de populære Euro3-lastbiler skal have filtre på. Samtidig får også Århus og Odense miljøzoner udover de eksisterende miljøzoner i København, Frederiksberg og Aalborg.
- Hvis ikke puljen fyldes op, så alle vognmænd på lige fod kan få del i tilskuddet, så må vi forlange, at politikerne i denne krisetid udskyder kravet om partikelfiltre på Euro3-lastbilerne,« siger Erik Østergaard.
Han nævner eksemplet fra London, hvor man har udskudt kravet til 2012, så det passer bedre med den almindelige udskiftning af Euro3-lastbilerne. Tilskuddet har hidtil været på 30 procent af udgiften til et filter – maks. 15.000 kr..
DTL efterlyse også en forlængelse af betalingsfristerne for moms og A-skat. Og der er heller ikke lagt op til en forlængelse af betalingsfristen på to måneder for betaling af vejbenyttelsesafgiften, så den passer med betalingen af andre afgifter.