23948sdkhjf

FDL-ris til DTL og transportpressen

FDL-kommentar: gamle FDL-mærkesager er pludseligt blevet populære hos konkurrenten.
FDL-kommentar: gamle FDL-mærkesager er pludseligt blevet populære hos konkurrenten.

I vognmandsorganisationen Frie Danske lastbilvognmænd (FDL) mener man, at den konkurrerende brancheorganisation Dansk Transport & Logistik, profilerer sig på lånte sager.

»Det er temmelig påfaldende, at det i meget vid udstrækning er alle FDLs mærkesager, som på stribe myldrer frem fra de fine DTL-kontorer og som i pressen udbasuneres som nye initiativer. Senest er det nu det objektive ansvar, som DTL gør sig til forkæmper for at afskaffe. Må det være os tilladt lige at bemærke, at det objektive ansvar OGSÅ er en af FDL´s meget gamle mærkesager, men det er noget, som DTL tidligere ikke ville røre ved, og derfor undrer det os da en hel del, at DTL pludseligt er på banen med det objektive ansvar,« skriver sekretariatsleder Preben Skjøth, FDL, i en kommentar.

Han hilser DTL’s opbakning til kritikken af den danske praksis med objektivt ansvar på køre- og hviletidsområdet – velkommen, men spørger, hvorfor den konkurrerende brancheorganisation:

»altid prøver på at tage æren for alt og forsøger at fremstå som den eneste organisation, der kan frelse danske vognmænd?«

Han hævder samtidig, at DTL har udvist en tilsvarende adfærd på en række andre områder, herunder cabotage-spørgsmålet.

Hug til fagpressen

Preben Skjøth bebrejder i samme kommentar, fagpressen for at overse FDL.

»Vi kan til nød forstå, at journalister, som mere eller mindre tilfældigt skal behandle transportstof, ikke har det fornødne kendskab til at se tingene i deres rette perspektiv, men at stribevis af skribenter fra fagpressen, vel at mærke skribenter, som giver indtryk af at vide alt, ukritisk går med på vognen, er faktisk et stort problem for troværdigheden. For hvor var de selvsamme journalister, de gange, hvor FDL protesterede mod det objektive ansvar? De holdt lav profil, Meget lav profil, og lur mig om ikke DTL nu scorer masser af reklame på en sag, som DTL for længst burde have bakket FDL op i.

Desværre er eksemplet med det objektive ansvar ikke enestående, og vi kan i FDL godt undre os over, hvorfor vore udmeldinger, som kommer i utvetydige vendinger, stort set altid nedtones, eller slet ikke omtales. Men kommer DTL med samme udmelding en uge eller flere år efter, får den hele armen i fagpressen. Det stinker langt væk af sammenspisthed – eller frygt for, at man med kritiske spørgsmål til DTL ikke bliver inde i varmen.«

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079