23948sdkhjf

Fremtiden er fleksibel

Specialtraileren til en moderne krantrækker skal nærmest kunne klare alt.

Specialtraileren til en moderne krantrækker skal nærmest kunne klare alt.



Af Finn Bjerremand

Når en ny trailer skal specificeres til at køre bagefter en tung krantrækker er der ofte en lang ønskeliste til alt det som traileren skal kunne klare.

Først og fremmest skal traileren være tilpasset krantrækkeren, der jo efterlader mindre længde til en trailer end normalt og som regel også har en anden skammelhøjde end de almindelige trækkere.

Derefter skal traileren kunne trækkes ud og anvendes til transport af langgods - det kræver også styring på akslerne.

Traileren skal også være lav, så den på det nedbyggede ladstykke kan transportere højt og omfangsrigt gods.

Desuden skal traileren være så let som muligt og den skal være veludstyret med containerlåse, surringsgrej og stokke, fordi det er meget forskelligt gods der transporteres.

Alle ønsker

Et godt eksempel på ovenstående er denne måneds køretøj – en M&V trailer, hvor man har efterkommet alle de ønsker, der har været fra kundeside.

Traileren er tre-akslet med et enkeltudtræk på 5 meter, tre hydraulisk, tvangsstyrede aksler, der er ophængt med luftaffjedring, bogielift på forreste aksel, forbredningsvinger, vægtmanometer som kan aflæses fra trækkerens førerplads, centralsmøring og alt tænkeligt udstyr i form af færgekroge, surringsøjer, surringsstokke, breddemarkeringer, advarselslamper samt kamera i bagenden. Traileren er også forsynet med fast strømstation, så den kan parkeres med fuldt lys, uden at være i nærheden af trækkeren - en god sikkerhedsdetalje, når traileren måske skal parkeres et mørkt sted. På trailerens repos er der også små sider og en lav forsmæk, der er aftagelig så evt. løst gods kan fastholdes under kørslen.

M&V traileren er også godkendt som blokvogn, så den kan anvendes til transport af tunge kolli. Hele traileren er metalliseret inden lakeringen for at undgå rustdannelse.

God tid

Den nye specialtrailer er blot en del af et samlet projekt med en ny kranvogn, der oprindelig blev bestilt af EMJ Transport i Galten tilbage i efteråret 2007. Året efter blev EMJ Transport opkøbt af Johs. Sørensen & Sønner A/S i Århus, der dermed overtog projektet.

Det nye vogntog har afløst en ældre fireakslet Scania R144 med en Effer-kran og en Dapa-specialtrailer. Ønsket om at få et nyt vogntog blev ikke mindre aktuel, da Århus offentliggjorde indførelsen af en miljøzone, som stiller krav til fremtidens transport.

Først blev chassiset indkøbt og samtidig var der kontakt til Effer Krancenter, med henblik på bestilling af en ny Effer 1250-kran. Det var imidlertid på et tidspunkt, hvor alting nærmest kogte i erhvervslivet - så det tog sin tid.

Efter at bestillingen af lastvogn og kran var på plads, var næste punkt valg af trailer. Kranfører Leif Andersen ville gerne have haft Dapa i Rødekro til at producere en ny specialtrailer. Men hos den sønderjyske producent takkede man pænt nej tak, når der også indgik styrende aksler på ønskelisten.

Blandt kravene til den nye trailer var også at kantskinnen rundt på trailerens ladkant skulle vende som i ”gamle dage”, med en åben profil udad. Det medfører nemlig at det er enkelt at surre alt muligt gods, og samtidig kan kantskinnen være forsynet med surringsøjer m.v. uden der skal laves dyre udskæringer i kantprofilen.

Dette ønske var der ikke nogen trailerproducenter, der så sig i stand til at opfylde. Der blev dog taget kontakt til Brdr. Platz i Haderslev, som har forhandlingen af M&V specialtrailere, og der så direktør Jens Erik Platz ikke nogen større udfordring i at levere en ny specialtrailer efter de nævnte ønsker og med en åben kantprofil.

Topmodel med stor kran

Den fireakslede trækker er udstyret med Scanias kraftigste motor, en V8 motor på 620 hk i en Euro 5-udgave, så vognen lever op til miljøkravene mange år frem.

Transmissionen er en Scania Opticruise gearkasse (GRS0905R), der har automatiseret gearskifte og som desuden er udstyret med en integreret retarder.

Tandembogien er af typen RB662 med to enkeltreducerede bagaksler og luftaffjedring på alle aksler. På grund af anvendelsen som kranvogn er der monteret akselholdere, der modvirker at støddæmperne ikke fikserer akslerne ved løft af chassiset.

Førerhuset er en Highline-version, der bl.a. er udstyret med thermo sideruder, aircondition, fjernbetjent centrallås, Zenon forlygter og desuden er der mulighed for at sænke førerhuset. Det sikkerhedsmæssige er der også tænkt på i form af kameraer på højre forhjørne, på bagenden og på bagenden af traileren.

Effektiv Effer

Kranen er en Effer af typen 1250 6S+4S fly-jib, der med fuldt udlæg på flyjibben har en maksimal vandret rækkevidde på ca 31 meter. På 4,76 m udlæg har kranen en løfteevne på 19,75 ton og med et vandret udlæg på 27,30 m er løfteevnen på 1,71 ton.

Kranen er bl.a. udstyret med et fast spil med en kapacitet på 2750 kg og betjening sker ved hjælp af en trådløs Scanreco radiostyring med 7 funktioner.

Den flotte og meget funktionelle opbygning er lavet af Effer Krancenter i Silkeborg, som på fornuftig vis har udnyttet alle muligheder for ekstra skabe til kranmateriel.

Pladsen mellem tandembogiens aksler er foroven udnyttet til et skab i begge sider, som ved aktivering af en kontakt på kranens fjernbetjening skydes ud så tunge kæder m.v. kan løftes direkte op fra skabet af kranen.

Sættevognskamlen har en koblingshøjde på lidt under 1300 mm, hvilket må siges at være meget fint af en fireakslet trækker med en kraftig kranopbygning.

Det nye specialvogntog er generelt flot og funktionelt arbejde. Der er investeret meget i at arbejdet for kranføreren er så let som muligt, når der skal udføres løfte-, bakse- og transportopgaver ude hos kunderne.

Tekniske data Mærke:

M&V

Type:

RZOC 3T3 54 tons udtræksblokvogn

Dimensioner:

Total længde, ca. 11.400 mm

Længde repos, ca. 3.400 mm

Længde nedbygget del 8.000 mm + 10 x 500 mm

Højde nedbygget del 940-950 mm ubelastet

Højde nedbygget del 920-930 mm belastet

Skammelhøjde ca. 1.280 mm

Forsmæk til 2” king-pin 800 mm

Vægtdata:

Totalvægt 54.000 kg som blokvogn/40.000 kg som registreret

Skammellast 18.000 kg som blokvogn/16.000 kg som registreret

Aksellast 36.000 kg som blokvogn/24.000 kg som registreret

Egenvægt i flg. regattest 10.580 kg

Aksler:

3 x 12 ton BPW ECO-plus med tromlebremser

Bremsesystem:

2-ledet Wabco med ABS/EBS, 4S/3M, fjederbremse på to aksler

Ophæng:

Luftaffjedring med hæve/sænkefunktion

Styresystem:

Alle 3 aksler hydraulisk tvangsstyrede, fabrikat Tridec.

Tvangstyring:

Elektro-hydraulisk tvangsstyring af alle 3-aksler via trådløs fjernbetjening.

Udtræk:

5000 mm

Bogielift:

Bogielift på 1. aksel i trippelbogien

Bremsesystem:

2-ledet Wabco med ABS/EBS, 4S/3M, fjederbremse på to aksler.

Dæk/fælge:

12 stk. Continental HTR 235/75 R 17,5

Støtteben:

2 x 12 ton hydraulisk betjente støtteben aktiveres via trådløs fjernbetjening

Opbygning:

Chassis fremstillet i stålkvalitet St. 52-3

Forstærkede yderrammer.

Lige afslutning på chassis på den nedbyggede del.

50 mm hårdttræs planker på repos.

50 mm hårdttræs planker i den nedbyggede del.

Forbredninger:

2x3 stk. forbredningsvinger på den nedbyggede del.

Højdeudligningsbom:

Aftagelig bom, passer i kæpstokkehuller

Repos:

Skrå hjørner. Ca. 450 x 450 mm

2-delte 400 mm aftagelige elockserede alu-sider og formæk på repos.

2 x 1 stk 20 tons surringsøje til løft af trailer, placeret tæt på indvendig side af forsmæk.

2 x 2 stk. 8 ton surringsøjer i kantrammen.

20 mm massiv bindestang under ladbund begge sider.

Færgekroge:

2 stk færgekroge på chassisvanger bag.

Surringgrej:

2 x 6 stk 8 ton surringsøjer i kantrammen begge sider

2 x 21 kæpstokkeholdere begge sider i kantrammen afpasset til transport af bl.a. containere

20 stk kæpstokke, længde 800 mm

20 mm massiv bindestang under ladbund bege sider

2 x 1 stk 20 tons surringsøje til løft af trailer, placeret tæt på indvendig side af forsmæk.

2 x 2 stk. 8 ton surringsøjer i kantrammen.

Containerlåse:

2 sæt aftagelige LAXÅ containerlåse på repos og før repos på den nedbyggede del.

Lys:

2+2 runde 3-kammer baglygter indbygget m/kromkant, type diode.

Lovbefalede sidemarkeringslys med 4-punkts Hella dioder.

Sidemarkeringslygter også i den udtrækbare del af traileren.

2 stk. hvide pos.lys foran.

2 stk slingrelygter på gummiarm, type diode.

1 stk holder for aftageligt rotorblink bag.

4 stk H3 baklys heraf 2 ved støtteben og 2 bag (indbyggede).

2 stk H3 arb. lygter indbygget i opstigning til repos.

4 stk aftagelige rotorblink placeret på forbredningsskilte ved støtteben og bagende.

4 stk advarselstavler for overbredde med udtræk til 4,2 meter

Elforsyning:

Batteristation til tvangsstyring af aksler med 2 x 170AH/24V batterier

Cyklistværn:

Højre og venstre side.

Centralsmøreanlæg:

Centralsmøreanlæg med 2 smørepumper

Værktøjskasser:

2 stk Danbox værktøjskasser bag 3. aksel begge sider side

Kamera:

Traileren har et bakkamera integreret i bagenden

fba@transinform.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078