Afgørelsen: Berygtet flyttefirma var bundet af aftale indgået via firmaets egen hjemmeside

Det bliver mere og mere almindeligt både mellem forbrugere og handlende at indgå aftale via internettet og af en dom, der for nylig er afsagt af Vestre Landsret kan man uddrage den lære, at særligt hvor professionelle udbydere ønsker, at forbrugere skal taste sig frem via firmaets hjemmeside, er kravet til softwarens detaljeringsgrad en ikke ubetydelig faktor, når aftalen senere skal fortolkes og forstås.

I den konkrete sag havde en familie via anvisninger på et flyttefirmas hjemmeside udfyldt nogle oplysninger og dermed bedt firmaet om at give tilbud på flytning af privat bohave fra kundens bopæl i til opmagasinering på lager i Århus med henblik på senere flytning til en adresse i Århus. Flyttefirmaet afgav på baggrund heraf et tilbud på 7.700 kr. ekskl. moms og 1.000 kr. pr. måned for opmagasinering.

Flyttefirmaet nægtede senere at vedstå tilbuddet, under henvisning til at kundens bohave langt over-steg det forudsatte og forventede, og firmaet fakturerede derfor kunden ”efter regning”.

Kunden betalte for flytningen fra Hobro til Århus 10.875 kr. og for opmagasinering 3.000 kr. Men flyttefirmaets krav var 135.270,05 kr. med nærmere angivne renter mod udlevering af de effekter, som sagsøgte fortsat havde til opbevaring.

Sagen startede ved byretten i Århus, hvor kunden forklarede, at han anmodede flyttefirmaet om et tilbud på flyttefirmaets hjemmeside. De oplysninger, der blev givet om værelser og husstørrelse, skete ved valg af de muligheder, hjemmesiden gav.

Man kunne ikke vælge et større beboelsesareal end »150 +«. Ejendommen i Hobro hvor de boede var på 180 m2 inkl. kælder. Grundplanet var på 98 m2. Der var indrettet et kammer på loftet. Der var også et udhus eller garage på 40 m2. I 2000 var de flyttet fra Malling fra en ejendom på 220 m2. Den pris, som de fik fra flyttefirmaet, svarede stort set til, hvad flytningen fra Malling kostede.

Den 13. august kom direktøren og blev vist rundt. Direktøren tog af sted igen. Den 14. august kom der nogen fra flyttefirmaet. Arbejdet blev afbrudt, da de manglede flyttekasser. Den 15. august var flyttefolkene ikke færdige.

Kunden kontaktede direktøren, der var ubehagelig. Husejeren gav udtryk for, at han ikke kunne gøre rent, da tingene ikke var flyttet ud. De måtte selv ud at købe flyttekasser. Kundens bohave består af ældre møbler, antikke møbler og mange glas. De har et klaver, men der var ikke på flyttefirmaets hjemmeside nogen afkrydsningsmulighed for klaver.

Familien har selv pakket 20 flyttekasser med bøger. De har selv flyttet det meste af indholdet i udhuset. Husejeren har desuden et lille værksted til træ- og benskærerarbejder og han talte med en dame hos flyttefirmaet i begyndelsen af august. Han var lidt bekymret over flytningen. Han beskrev for damen indboets omfang og nævnte, at huset havde kælder og 1. sal. Hans bekymring gik på, at den tid, der var sat af, lå meget tæt på overtagelsesdagen.

Han spurgte, om flyttefirmaet ikke skulle se indboet inden flytningen, men han fik at vide, at flyttefirmaet havde de oplysninger, man havde behov for. Han har aldrig accepteret ekstrabetaling. Han har heller ikke overvejet at skifte til et andet flyttefirma

Direktøren i flyttefirmaet forklarede at det tilbud, som blev afgivet til kunden, forudsatte flytning med en 20-fods-container. Der blev intet oplyst om klaver eller udhus. Den lastbil, der blev anvendt, kan laste 56 m3. Det er rigtigt, at han gav kunden et estimat på nedpakning på ca. 3.000 kr. - kunden skulle selv pakke de ting ned, som de selv skulle have med.

Da flyttefirmaet kom til adressen i Hobro, var køberne af huset til stede. Flyttefirmaet gjorde kunden opmærksom på, at flytningen omfattede meget mere, end kunden havde fortalt, og som der var givet tilbud på.

Ejendommen rummede både en 1.-sal og en 2.-sal, hvortil kom kælder og et udhus med en masse gamle møbler. I kælderen var indrettet snedkerværksted. Der var dykkerudstyr og maskiner. Der var enormt mange malerier og nagelfaste reoler.

Flyttefirmaet gav udtryk for, at flytningen kun kunne ske som regningsarbejde, således at differencen mellem det, der var givet tilbud på, og det, der faktisk var til stede, blev afregnet som regningsarbejde. Det accepterede kunden, hvorefter flytningen gik i gang.

Der var 150 m3 - svarende til tre læs. De arbejdede over 3 dage og havde natarbejde. Tilbudsprisen for opbevaring af bohavet forudsatte, at bohavet kunne være i en 20-fods-container. Kundens bohave fyldte to 40-fods-containere og en 20-fods-container.

Flyttefirmaet foretager kun besigtigelse inden tilbudsafgivning, hvis kunden beder om det. I denne sag er flyttefirmaet ikke blevet anmodet om at give en fast pris.

Sagen blev som nævnt først behandlet i byretten i Århus, som bl.a. nåede frem til, at kunden havde været berettiget til at ophæve samarbejdet

Flyttefirmaet ankede sagen til Vestre Landsret, hvor direktøren supplerende forklarede, at priserne også dengang kunne ses på hjemmesiden. Der kommer nok i gennemsnit 10 henvendelser på deres hjemmeside om dagen. Det er sjældent, de besigtiger hjemmet inden afgivelse af tilbud, når der er tale om indenlandske flytninger, og da kun på kundens anmodning.

Et hjem på 150 m2 kan normalt rummes i en 20-fods-container, hvilket svarer til 33 m3. Der er en rubrik, hvor man kan skrive, hvis der er noget specielt. Kunden sagde straks, da hun åbnede døren, at bohavet da ikke kunne være i bilen. Den kan rumme 56 m3.

Han sagde så, at de jo havde givet tilbud på 33 m3. Da de gik rundt i huset, kunne han se, at der var flere gange så meget som forudsat. Han spurgte, om det hele skulle med. Det skulle det, da de nye købere skulle overtage huset.

Han gjorde det klart, at hvis de skulle foretage flytningen, ville det være regningsarbejde. Det accepterede kunden, og der blev givet hånd på det. Havde kunden ikke accepteret, at det skulle være regningsarbejde, var de kørt igen. Det plejer ikke at give problemer, at den største arealangivelse på hjemmesiden er »kvm. 150+«.

Vestre Landsret tilkendegav i sin dom, at flyttefirmaet - uden at foretage forudgående besigtigelse eller på anden måde indhente yderligere oplysninger - havde afgivet et tilbud baseret på korrekte oplysninger afgivet af kunden på flyttefirmaets hjemmeside.

Risikoen for oplysningernes fuldstændighed påhvilede derfor flyttefirmaet som den professionelle part, og det blev tiltrådt, at oplysningen om, at prisen var beregnet på basis af 33 m3, var uklar og uegnet til at give en forbruger mulighed for at bedømme rækkevidden af bemærkningen. Flyttefirmaet var derfor bundet af det afgivne tilbud.

Det var ikke mod kundens forklaring godtgjort, at parterne den 13. august 2006 på trods heraf indgik aftale om, at arbejdet skulle udføres efter regning, og parternes efterfølgende mailkorrespondance kunne heller ikke opfattes således, at kunden havde accepteret dette.

På denne baggrund blev det tiltrådt, at flyttefirmaet ikke efter kundens betaling af 10.875 kr. kunne kræve yderligere for nedpakning og flytningen til lageret i Hobro.

Det blev tiltrådt, at kunden var berettigede til at ophæve aftalen, og landsretten fandt, at flyttefirmaet ifaldt erstatningsansvar for de merudgifter, kunden var blevet pådraget vedrørende den yderligere flytning og opbevaring. Herefter blev kunden frifundet for den af flyttefirmaet nedlagte påstand.

Under sagen kom det frem, at det ikke var første gang, flyttefirmaet var løbet ind i utilfredse kunder og der blev blandt andet fremlagt en kopi af en dom afsagt af Østre Landsret den 31. marts 2004 i en sag mellem på den ene side direktøren, der dengang drev virksomhed under et andet navn, og 11 forbrugere på den anden side.

Af dommen fremgår det bl.a., at der fra 1991 til 2003 har været i alt 101 skriftlige sager fra forbrugere mod flyttefirmaet og andre virksomheder drevet af samme direktør under andre navne. Og alt sammen førte til en tv-udsendelse, ”Flyttemanden”, som havde været stærkt kritisk over for flyttemandens forretningsmetoder.

Østre Landsret udtalte i den tidligere dom, at der var et fælles mønster i direktørens indgåelse af aftaler om flytninger, og at direktørens selskab var bundet af de mundtlige tilsagn, som direktøren var fremkommet med under de indledende telefoniske henvendelser, og som de pågældende forbrugere med rette opfattede som aftaler om flytning til en fast pris eller maksimal pris. Landsretten fandt endvidere, at de pågældende forbrugere ikke var bundet af ordrebekræftelser, flyttekasseaftaler mv. med et indhold i modstrid med de mundtligt indgåede aftaler, som blev underskrevet i forbindelse med gennemførelsen af de enkelte flytninger, jf. aftaleloven. Forbrugerne fandtes endvidere ikke ved betaling af fakturaer fra direktørens selskab at have anerkendt direktørens krav.

Østre Landsret bragte ved den lejlighed bl.a. bestemmelserne i aftalelovens § 36-38 i anvendelse. Bestemmelser, der populært sagt har til hensigt at sørge for, at den lidt for kloge ikke nødvendigvis altid lykkes med at snyde den lidt mindre kloge - eller måske knap så forretningsvante.