Sommeren byder som altid på en række prøveballoner, der bliver sendt i vejret - og som siden bliver skudt ned, når den politiske dagligdag indhenter politikere.
Af Gwyn NissenOg så er der de balloner, der slet ikke får lov til at flyve, men bliver holdt i kort snor ved landjorden. En sådan ballon er Kattegatforbindelsen – en fast broforbindelse mellem Jylland og Sjælland. Transportminister Lars Barfoed har end ikke pustet ballonen op. Han afviser nemlig kategorisk en fast forbindelse over Kattegat, hvor han hellere ser superfærger indsat.
Såvel blandt ministerens tilhængere og modstandere er der dog politikere, som ikke vil lade Kattegatforbindelsen dø – selv om der er nogle gevaldige forhindringer.
Ikke mindst økonomien synes at kunne spænde ben for projektet, der kan komme til at koste lige så meget som Storebæltsbroen, Öresundsbron og Femernforbindelsen tilsammen.
Spørgsmålet er derfor, om der er tale om et luftkastel eller et fornuftigt – om end dyrt – alternativ til at binde Danmark endnu tættere sammen.
Der er ingen tvivl om, at Danmark er blevet mere sårbar med blot én reel navlestreng – undskyld færgeselskaber – mellem Øst- og Vestdanmark. Når Storebæltsbroen er lukket, lukker Danmark.
Derudover er der sund fornuft i at sprede den voksende trafik, som ikke mindst truer med at lukke trekantområdet og Fyn i en evig trafikprop. Udvidelser af motorvejene vil kunne lette noget af presset, men det er kun indtil væksten i trafikmængderne igen har indhentet kapaciteten.
Derfor er der god grund til at puste ballonen op og vente med en eventuel punktering af den faste forbindelse over Kattegat. Så længe projektet hænger i luften koster det ikke noget, og derfor er der heller ingen grund til kategorisk at afvise forbindelsen.
For 50 år siden var der heller ikke mange, der troede, at vi nogensinde skulle have faste forbindelser over Storebælt, Øresund eller Femer Bælt.
Tiden kan være tilhængerne af Kattegatforbindelsens bedste kort. Derfor er der god grund til at holde liv i projektet.
gn@transporttidende.com