Vellykket åbent hus
Feststemning og fagsnak hos Autotel i Padborg.
I samarbejde med Comlog, E-plus og Klingtech havde Autotel forleden inviteret branchen til at informere sig om nyhederne indenfor bl.a. it-løsninger til transportvirksomheder, flådestyring & alkolås.
- Det har været et meget vellykket arrangement, fortæller Finn Laursen fra Easy Cargo Systems A/S, der sælger it-løsninger til transportvirksomheder og var inviteret med af samarbejdspartneren Klingtech. Vi var i begyndelsen ikke sikre på, om vi ville bruge ressourcer på at deltage, da vi i løbet af foråret har deltaget i nogle messer og arrangementer, hvor fremmødet var meget ringe. Men jeg er glad for, at vi besluttede at deltage, for her har været utrolig mange besøgende. Jeg har haft mange interessante samtaler i løbet af dagen med folk fra branchen, og det mest opløftende er at stemningen har været rigtig positiv. Folk har fået ny energi og nyt gå-på-mod her efter ferien, og jeg tror ikke, jeg har hørt ordet krise en eneste gang i dag. Transportvirksomhederne er klar til at tænke nyt, og jeg har fået nogle gode kundekontakter, som er meget interesseret i vores it-løsninger, så de kan differentiere sig fra konkurrenterne.
Ideen bag arrangementet var at skabe en ny og festlig måde at komme i dialog med kunder og interesserede i Sønderjylland.
- Autotel har en stor kontaktflade i området samt faciliteter og placering til en faglig og festlig eftermiddag i øjenhøjde med tiden. Det er ikke sidste gang vi er med, for vi havde en rigtig god eftermiddag, og de besøgende har meldt, at de kommer igen til næste år, siger Jan Povlsen fra Klingtech, der blandt andet præsenterede truck-navigation fra Map & Guide, Xpoint-flådestyring og Foxguard Smartstart alkolåse, som forhindrer en bil i at starte, hvis der er alkohol i blodet.
- Alkolåsen skabte debat og blev rigtig positivt modtaget af de fremmødte vognmænd og chauffører, siger Jan Povlsen.