DSV Miljø fortsætter opkøb
Det svenske datterselskab GKF Frakt AB overtager Karlskrona Maskin och Transportcentral Ekonomiska Förening.
GKF Frakt AB i Kristianstad har overtaget Karlskrona Maskin- och Transportcentral Ekonomiska Förening (KMT), der har en stærk position på markedet i Karlskrona og Östra Blekinge inden for byggeanlæg og maskinfeltet.
Selskabet omsatte 66 mio. svenske kr. i 2008 og råder over ca. 70 køretøjer og entreprenørmaskiner. - Virksomheden passer fint ind i GKF Frakts struktur og ved at der nu kan tilbydes større helhedsløsninger, kan GKF Frakt blive en endnu større aktør, hedder det i en meddelelse fra GKF Frakt.
Med overtagelsen af KMT bliver GKF klart markedsledende i Blekinge inden for virksomhedens kerneområder.
GKF Frakt AB, der er et transport- entreprenør- og logistikforetagende med hovedkvarter i Kristianstad, samt afdelinger i Tomelilla, Hässleholm og Kralskrona, er aktiv indenfor industri, handel, byggeri, anlæg, miljø, jordbrug og specialtransporter.
Selskabet rådede før opkøbet af KMT over 270 køretøjer og maskiner og havde sidste år en omsætning på 450 mio. svenske kr.
GFK er et helejet datterselskab til DSV Miljø A/S, og ud over GKF Frakt AB, ejer DSV Miljø også GDL Transport AB, Samfrakt i Sydost AB og Östgötafrakt AB. Selskaberne råder over ca. 2000 køretøjer og entreprenørmaskiner og har en årlig omsætning på ca. tre mia. svenske kroner.