Kørselsforbud i søgelyset
DTL noterer med tilfredshed, at EU-Kommissionen nu igen tager fat på problemer med mange kørselsforbud rundt omkring i Europa.
I mange lande i Central-, Syd- og Østeuropa er der større eller mindre forbud mod kørsel med lastbil i weekender. Men der er stor forskel på de nationale ordninger – og i nogle lande er der oven i købet regionale forskelle – blandt andet i de tyske delstater.
Og så er der de finurlige aspekter oven i: For i nogle lande begynder kørselsforbuddet allerede dagen før en helligdag – i andre ikke. I nogle lande kan opnås dispensation for visse transporter – i andre lande ikke.
EU vil nu kulegrave de forskellige kørselsforbud rundt omkring i Europa og dens effekt på det Indre Markeds funktion. Arbejdet ventes igangsat til årsskiftet. Kommissionens initiativ bliver hilst meget velkomment af DTL:
- De mange forskelligartede forbud i de enkelte lande gør, at landevejstransporterne må zigzagge tidsmæssigt igennem Europa, og det er efter vores opfattelse til skade for både markedet, miljøet, arbejdsmiljøet og trafikafviklingen. Derfor er det meget tiltrængt, at Kommissionen nu vil tage sagen op igen, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.
Han hentyder dermed til det nederlag, som Kommissionen led i 2005, da den blev nødt til at trække et forslag om en ensretning af grundlaget for kørselsforbud og en harmonisering af kørselsforbud i hele EU tilbage. Forslaget blev fremsat i 1998, og på trods af forskellige justeringer i 2000 og 2003 og støtte fra flere lande – heriblandt Danmark – tvang lande som Tyskland, Østrig og Frankrig Kommissionen til at tage forslaget af bordet.
- Siden dengang er der kommet en række nye lande til – herunder ikke mindst hele øst-regionen – og vi skal hilse at sige, at kørselsforbuddene dermed ikke er blevet mindre i antal og i antal begrundelser. Det er derfor helt rigtigt set af Kommissionen, at påvirkningen af funktionen af det Indre Marked vil være aktuelt at måle på nu, siger Morten Lindbo.
Undersøgelsen skal dække samtlige 27 medlemslande af EU samt Norge og Schweiz.