- Arbejdet med udvikling og indførelse af det nationale rejsekort går alt for trægt, siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
- Det er et vigtigt politisk mål at gøre den kollektive transport til mere attraktiv som alternativ til bilen, ikke mindst i de forholdvis tæt befolkede dele af landet. Derved reducerer vi trængsel på vejene og udleder mindre CO2. For at nå dette mål har vi med den brede trafikaftale fra januar 2009 aftalt at investere massivt i forbedring af den kollektive transport i årene frem.
Venstres trafikordfører fremhæver, at mere effektiv kollektiv trafik ikke alene handler om nye togskinner og fremme af busdriften.
- Vi skal også sikre en langt bedre sammenhæng på tværs af de enkelte dele af den kollektive transport. Det gælder ikke mindst i hovedstadsområdet, hvor vi skal forbedre køreplanlægning og drift af busser, S-tog, metro og regionaltog, så passagerne oplever et moderne og sammenhængende transportsystem. Eksisterende barrierer og vanetænkning skal erstattes af helhed og sammenhæng set med passagernes øjne, fastslår Kristian Pihl Lorentzen.
- Venstre ser derfor meget frem til, at vi får indført det nationale elektroniske rejsekort, der vil gøre livet nemmere for passagerne ved enkel og hurtig betaling uanset skift på tværs af kollektive transportmidler. I andre lande har man med stor succes brugt elektroniske rejsekort i årevis. Så kan vi naturligvis også finde ud af det i Danmark, selvom vi har mange forskellige aktører inden for den kollektive transport. Venstre ønsker turbo på det nationale rejsekort, så kortet er på banen og i brug overalt i landet senest i sommeren 2011, slutter Kristian Pihl Lorentzen.