Det nye køretøj, der er leveret af Ejner Hessel A/S, udmærker sig blandt andet ved at have automatisk dæktryksanlæg, som gør at man kan lukke luft ud og ind af hjulene mens man kører. Det giver en langt bedre fremkommelighed i løst sand og grus.
Køretøjet er desuden udstyret med en 218 hk-motor, portalaksler (som giver en stor frihøjde), 1200 mm. vadeevne, automatisk kobling (som især er en fordel ved udrykningskørsel, så chaufføren kan koncentrere sig om kørslen), 8-trins gearkasse samt dobbeltkabine til i alt 7 personer. Opbygningen er foretaget af Sawo i Haslev.
Radaranlæg og kommunikationsudstyr er monteret af Thyborøn Skibsradio. Takket være en god dialog med Farvandsvæsenet i København og ikke mindst stationsleder Henrik Gade er det lykkedes at opbygge et køretøj som til fulde lever op til redningsmandskabets ønsker.
- De første test har vist sig yderst positive, udtaler Henrik Gade.
Agger Redningsstation dækker Vesterhavskysten fra Thyborøn til Nr. Vorupør, samt Limfjorden helt til Livø.
Køretøjet er leveret af salgskonsulent Otto Nohns fra Ejner Hessel i Ringkøbing, der er Hessels Unimog-specialist.