De fleste udenlandske lastvogne kører gratis gennem bom-ringen i Oslo konstaterede den norske avis Aften for et stykke tid siden. Der skal ellers betales for at køre på vejene i Bomringen.
Ifølge den norske vognmandsforening NLF taber firmaet Fjellinien, som administrerer hele den økonomiske del i Bomringen, omkring 10 – 12 mio. norske kr. på grund af udenlandske lastvogne på grund af at opkrævningssystemet ikke virker. Fjelllinien er ikke alene om at være fortvivlet over forholdet, også norske vognmænd er meget utilfredse med den manglende betaling fra udenlandske lastvogne.
- Når udenlandske transportører kan passere nærmest uden nogen risiko for at skulle betale bompenge, påfører det os en stor konkurrenceforvridning, siger adm. Direktør i Norges Lastbileier Forbund, Olav Slaatsveen, der mener at hans medlemmer taber stort på det nuværende system.
Efter Bomringen er blevet helautomatiseret, er der nu fri adgang til at passere uden den såkaldte AutoPASS-brik i forruden.
Selskabet opkræver i stedet efterfølgende pengene ved bilejeren og da både det norske og det svenske bilregister er åbne, går det udmærket med køretøjer fra både Norge og Sverige. For alle andre nationaliteters vedkommende sendes kravet videre til det britiske selskab EPC (Euro Parking Collection), hvor der ofte sker det at opkrævningen stopper på grund af forskellige regler i de forskellige landes registreringssystemer.
Man mistænker mange af de udenlandske selskaber for netop at spekulere i det vanskelige system med opkrævninger over for køretøjer der kommer fra andre lande end lige Norge og Sverige. Derfor har NLFs direktør skrevet et brev til det norske Samferdselsdepartement, med et krav om at der bliver ændret på forholdene.
- Dette er ikke noget hokuspokusland, andre lande som f.eks. Østrig har et vældig godt fungerende system, siger Olav Slaatsveen.
- Vi forlanger at der sker noget. Der bliver stadig flere bom-stationer og antallet af udenlandske lastvogne stiger, så konkurrencesituationen for vores medlemmer bliver mere og mere forvredet.