- Der har siden åbningen af GateWay E45/Danmarks Transport Center tilbage i 1990 været tradition for, at vi ikke tager vores byggepladsskilte ned - fortæller direktør Henry Dyrlund. Det er simpelthen fordi, det ikke har kunnet betale sig, da det ene byggeri har afløst det andet. Således er vi nu efterhånden nået op på 70.000 kvm erhvervsejendomme, der alle er udlejet til virksomheder primært med relation til transportbranchen. Heller ikke i år tager vi skiltet ned, for vi har her i foråret skrevet kontrakt med en ny spændende lejer, Miele A/S, der med sine kvalitetsprodukter og stærke mærkevare-branding får en iøjefaldende placering lige ud til motorvej E45 her på GateWay E45.
- Vi glæder os meget til at komme ind på GateWay E45 - udtaler direktør Anders Rudbæk, Miele A/S. Vi har været igennem et langt forløb, inden vi besluttede os for den endelige placering af vor nye domicilbygning. Synlighed tæller meget for vores produkter, og med over 65.000 biler i døgnet, der passerer lige forbi vores nye bygning, får vi en fin exponering.
Byggeriet, der er på knap 1.000 kvm, skal indeholde kontor, undervisning og showroom for de eksklusive Miele-produkter, oplyser afdelingsdirektør Carsten Raundahl, Sjælsø Danmark A/S, der som totalentreprenør står for opførelsen af det nye, markante byggeri, der forventes klar til indflytning foråret 2010
Henry Dyrlund, GateWay E45, glæder sig som bygherre over, at aktiviteterne fortsætter, og at der – krisen til trods – er tegn på udvikling og nye projekter i det store centerområde, der dækker knap. 60 hektarer.