Det skriver epn.dk, der angiver krisen som årsagen til at flere vognmænd slækker på sikkerheden, når der skal transporteres farligt gods på veje og med færger.
Torkil Hansen fra Rigspolitiets ”Farligt Gods-gruppe” udtaler til epn.dk
-Vi ser en tendens til, at der er flere problemer med farligt gods. Nogle af dem, der tidligere havde styr på tingene, begynder at springe over, hvor gærdet er lavest.
I 2008 kunne politiet angiveligt udskrive bøder til en ud af tre af de næsten 700 lastvogne, der blev kontrolleret efter farligt gods reglerne. I år er 218 lastvogne kontrolleret og her er det nu 4 ud af ti chauffører, der må køre fra kontrollen med udsigt til et bødeforlæg.
Forseelserne går lige fra manglende ildslukkere, dårlig lastsikring til rusten eller sågar hullet emballage af de farlige kemikalier. Mere foruroligende er det, at politiet beretter om et stigende antal lastvogne, der kører med farligt gods uden den lovpligtige skiltning – fordi de så kan køre ubemærket ombord på færger til normal takst i stedet for at betale den højere færgetakst på de særlige farligt gods-afgange.
Fagforbundet 3F bekræfter politiets oplysninger, men i Dansk Transport & Logistik mener specialkonsulent Søren Christiansen ikke, at problemet er stigende. Han erkender i stedet, at der er og altid vil være brodne kar i vognmandsbranchen.