Godsomsætning: Stena Line Freight i Frederikshavn har noteret en markant nedgang.
Af Lars LassenGodsomsætningen på Stena Lines færgeruter over Kattegat er faldet kraftigt i år, sammenlignet med sidste år. I enkelte uger har færgerederiet noteret en godsomsætning, der var hele 20 procent lavere end sidste år.
- Det er eksporten til Sverige, der er hårdest ramt på grund af den svage svenske krone. Den anden vej burde det så være modsat, fordi svenske varer til gengæld blev billigere. Men danskerne er blevet forsigtige på grund af finanskrisen, fortæller freight manager Claus Riis, Stena Line Freight.
På Stena Lines færgerute Frederikshavn-Oslo dominerer passagertrafikken, men her er godstrafikken ikke nær så hårdt ramt, som trafikken til Sverige.
Samtidig udgør råvarer og halvfabrikata til den kriseramte svenske bilindustri en betydelig andel af eksporten fra Danmark og det øvrige Europa til Sverige.
- Det mærker vi også her hos os. Samtidig er der sket en stor kapacitetsforøgelse på Colorlines færgeruter fra Hirtshals til Norge. Det betyder, at en del af de lastvogne, der tidligere sejlede med vores færger til Sverige og som så kørte videre til Norge, i dag i stedet sejler over Hirtshals.
- Vi tror heldigvis, at økonomien så småt er ved at vende. Det vi hører fra vores kunder er at bunden er nået og nu er ordrerne begyndt at dukke op igen. Vi kan også se tegn på det samme på vores egen trafik, siger Claus Riis.
Finanskrisen har også ændret trafikmønstret i færgelejerne i Frederikshavn.
- Vi har forholdsvis færre uledsagede trailere end vi havde før krisen satte ind. Det skal dog ses i lyset af, at vi i 2006 og 2007 oplevede et boom i antallet af uledsagede trailere, da man manglede chauffører og biler, siger Claus Riis.
Kundegrundlaget har også ændret sig på grund af krisen.
- Nu kan vi se, at udlændingene for alvor gør deres indtog. Vores kunder – disponenterne i de store transportfirmaer – de anvender en håndfuld udenlandske vognmænd, der stiller biler og chauffører til rådighed. Derfor er der ikke længere så mange uledsagede trailere. Det sparer så til gengæld os for en del arbejde, fordi vi ikke behøver at køre trailerne til og fra borde, siger Claus Riis.
- Noget som er positivt og som vi venter os meget af, er eksport af vindmøller. Sverige satser voldsomt på opsætning af vindmølleparker og både Siemens og Vestas er involveret. Det første store vindmølleprojekt, hvor der skal fragtes 48 vindmøller til Sverige, starter i uge 24. Hver vindmølle består af syv til 10 lange specialtransporter, så det er mange transporter alene på det ene projekt. Der er flere projekter, der skal afvikles hen over året, så det bliver et betydeligt vækstområde for os, siger Claus Riis.
Stena Line Freight forventer, at vindmølletransporterne bliver fordelt mellem ruterne Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Varberg.
Håndteringen af vindmøller skaber ikke kun pladsmæssige udfordringer på færgerne. Det kræver også meget plads på landsiden, og her kan Stena råde over Colorlines gamle opmarchområde.
ModulvogntogStena Line Freight oplever et stigende antal modulvogntog tager turen over Kattegat. Indtil videre kun via Frederikshavn-Göteborg, da Grenaa endnu ikke er med i det danske modulvogntogsforsøg.
- Men Grenaa kommer med i løbet af 2010. Antallet af modulvogntog stiger måned for måned og det stiller anderledes krav til vores håndtering – både på land og ombord. Men det volder ikke de store problemer og det kører ganske fint, fortæller Claus Riis.
Det er primært store danske transportvirksomheder som DSV og Frode Laursen, der sender modulvogntog til Sverige.
Stena Line FreightStena Line Freight har 22 ansatte i Frederikshavn, der er beskæftiget med bookning, tjek ind og speditionsydelser med service af tolddokumenter på transporter til og fra Norge 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.
I 2008 blev der sejlet knap 180.000 fragtenheder fra Frederikshavn til Gøteborg, mens der gik omkring 42.000 fragtenheder over Kattegat via Grenaa-Varberg-ruten.
ll@transporttidende.com