Årets Transportvirksomhed: Brønderslev Flytteforretning har udviklet sig stille og roligt med små afgørende spring undervejs.
Af Gwyn NissenDet lå nærmest i kortene, at Susanne Mortensen skulle have noget med transport at gøre. Hendes far havde været chauffør og begge hendes brødre – Finn Holst og Michael Holst - er vognmænd i byen. Alligevel blev hendes vej ind i branchen kringlet.
- Min far var aldrig hjemme. Han arbejdede fra tidlig morgen til sent aften. Så jeg skulle i hvert fald ikke ind i den branche, husker Susanne Mortensen, der i stedet gik kontor-vejen.
Men i 1998 havde den ene af brødrene brug for en chauffør til at køre med reklamer aften og nat nogle dage om ugen. Susannes mand Jan sprang til og klarede kørslen ved siden af sit job som slagtermester.
Da broderen tilbød Susanne og Jan at overtage bilen med kørsel, passede det med, at Susanne havde overstået barsel og brugt sin børnepasningsorlov. Så stik mod alle forventninger overtog hun denne del af broderens forretning og kunne nu kalde sig vognmand. Jan kørte lastvognen to dage om ugen, mens han fortsatte sit faste job som slagter, og Susanne kørte de to andre dage reklamer i en varebil.
Firma voksedeDet, der for alvor satte skub i vognmandsvirksomheden var imidlertid, da et lokalt vaskeri havde behov for midlertidig hjælp. Det endte hurtigt med, at Susanne og Jan havde al deres kørsel – som de beholdt frem til 2005.
- Vi har bygget forretningen op på den måde, at jeg startede med at køre en lastbil, indtil den var fuldbooket og kunne overtages af en fast chauffør. Derefter gik jeg i gang med den næste lastbil. På den måde fik vi 3-4 biler, siger Jan Mortensen, der i løbet af kort tid måtte slippe kniven og hellige sig transportvirksomheden.
En ny milepæl var, da selskabet begyndte at køre for – og leverede totaldistribution til - et lokalt køkkenfirma, og endelig tog Susanne og Jan Mortensen et nyt stort spring, da de i 2001 overtog Brønderslev Flytteforretning.
- På den måde er vi vokset stille og roligt, så vi har kunnet følge med, siger Jan Mortensen.
Susanne Mortensen kører heller ikke længere selv ud. Hun er oprindelig kontoruddannet, satte sig ind i tallenes verden og styrer i dag virksomhedens bogholderi.
I de første år arbejdede hun hjemmefra, men efterhånden, som børnene voksede op – nu er de 21 og 17 år – flyttede Susanne sit job ud på virksomheden til sin mand.
- Hvordan det er, at arbejde sammen? Det kan godt være et problem, at jeg bestemmer herude, og jeg så glemmer at tage kasketten af hjemme. Så får jeg bare at vide, at jeg ikke er på arbejde mere, siger Jan Mortensen med et smil.
- Nogle gange skal vi huske hinanden på ikke at snakke arbejde derhjemme eller snakke privat på arbejde. Men det går nu ganske godt, tilføjer Susanne.
Nyt springDet seneste store spring tog Brønderslev Flytteforretning, da Susanne og Jan Mortensen tog beslutningen om at fraflytte de lejede lokaler inde i byen.
- Vi havde efterhånden ikke plads nok og var tre forskellige steder i byen. Det hang bare ikke sammen, fortæller Jan Mortensen.
Parret brugte et års tid på at lægge fremtidens strategi og planlægge flytningen. Det endte med et nybyggeri ved motorvejsafkørslen til Brønderslev, hvor virksomheden siden september 2008 råder over en 8800 kvadratmeter stor grund, 1800 kvadratmeter lager og 200 kvadratmeter kontor og velfærds-faciliteter.
- Brønderslev har en vis volumen, og det passer til os rent størrelsesmæssigt. Vi har godt fat i byen, men efter kommunalreformen har vi også en del flere opgaver i resten af kommunen, siger Jan Mortensen.
Der har også været en sidegevinst ved flytningen.
- Vi er blevet mere synlige, efter at vi er kommet tættere på motorvejen, og det gør, at vi nu får kunder fra gaden, konstaterer Susanne Mortensen.
FremtidenSusanne og Jan Mortensen har ikke travlt med at vokse sig store.
- Mange vægter vækst højt. Det gør jeg ikke. Væksten må gerne komme, men vi jagter den ikke for enhver pris. Vi mærker også prispresset i det nuværende marked, men vi går ikke selv ud og underbyder andre for at få opgaver – kunderne kommer til os, siger Jan Mortensen. Jeg tager min pris for opgaverne og så kan det være, at kunder kan få det billigere andre steder – men de får ikke den samme service.
Han peger på, at et godt image – såvel som forretningspartner og arbejdsplads – er afgørende i et lille samfund som Brønderslev.
- Hvis ikke vi opfører os ordentlig, så rygtes det på ingen tid. Og det er der bare ikke plads til, siger Jan Mortensen.
Blandet landhandelJan Mortensen føler, at hans forretning – med 11 lastbiler, tre varebiler og 24 ansatte - står på solide ben.
- Kommer vi gennem krisen, så er vi her også de næste ti år, siger han og peger på, at 25-30 procent af forretningen er flytterelaterede opgaver, mens resten er aktiviteter indenfor distribution.
- Gerne særligt følsomt gods. Vi har vores ekspertise inden for flytning af gods, som der skal tages godt vare om – det kan være glas, køkkenelementer mm., som vi er gode til at passe på under transporten, siger Jan Mortensen.
På flytte-området tager Brønderslev Flytteforretning sig både af mindre private flytninger og store virksomhedsflytninger, ligesom virksomheden ofte bliver brugt som udrykning i forbindelse med brande, vandskader, uvejr eller lignende.
- Én ting er at håndtere for eksempel en brandskade, hvor vi tager os af at sikre alle værdier. En anden ting er, også at kunne håndtere de menneskelige tragedier, som man kommer tæt på. Det kræver noget særligt af medarbejderne, siger Jan Mortensen.
gn@transporttidende.com