De statslige isbrydere, der ligger i beredskab i Frederikshavn, har ikke været på arbejde siden 1996 og med den globale opvarmning smelter sandsynligheden for, at der atter bliver brug for de sorte og bleggule skibe.
Derfor har blandt andre Danske Havne i en årrække presset på for en omlægning af den statslige isbrydertjeneste, som de danske erhvervshavne og rederierne årlige betaler 20 mio. kroner for.
Med indgåelsen af et nyt forsvarsforlig i går onsdag, er der nu udsigt til en længe ønsket reform, for isbrydningen flyttes væk fra Forsvarsministeriet.
I stedet skal isbrydningen fremover forhandles af transportpolitikerne bag det Grønne Transportforlig.
- Endelig ser vi en reel mulighed for, at ordningen med isbrydning ophører, som vi kender den i dag, siger formand for Danske Havne Uffe Steiner Jensen, borgmester i Fredericia.
- Ingen ønsker ordningen som den er, den er for dyr, og de, der har mindst brug for isbrydning, betaler mest, siger Fredericias borgmester.
En kritik, der i en årrække har fået opbakning fra Skibsmæglerforeningen og Danmarks Rederiforening.
Argumenterne mod den nuværende ordning går også på, at det er en ensidig afgift, som udelukkende rammer søfarten og havne, mens konkurrerende transportformer går fri.
- Vi glæder os over, at forligspartierne har lyttet til vores argumenter. Nu ser vi frem til efterårets forhandlinger om infrastruktur, hvor isbrydningens fremtid skal diskuteres. Her vil vi minde alle om, at havne og skibe har 130 mio. kr. til gode i for meget indbetalt isafgift, siger Uffe Steiner Jensen.
Danske Havne frygter heller ikke muligheden for en overraskende isvinter. Havnenes brancheorganisation påpeger, at moderne skibe har langt mere motorkraft og de kan derfor selv gå gennem selv forholdsvis tyk is. Endelige råder havnene i dag over slæbebåde, som besidder en betydelig isbrydningskapacitet.
På billedet ses den for længst pensionerede isbryder Elbjørn fra 1953, der måske snart for selskab af flere kolleger fra Frederikshavn. Elbjørn fungerer i dag som restaurationsskib på Aaborg Havn.