Danske transportvirksomheders antal af lastbiler med udenlandske nummerplader er faldet med ca. 600 på et år, viser ITD-undersøgelse.
Opgørelsen som International Transport Danmark har gennemført i 2. kvartal i år viser, at 3026 danske lastbiler er indregistreret med udenlandske nummerplader. Det er næsten 600 færre end ved ITD’s tilsvarende opgørelse sidste år, hvor tallet var 3598. De danske transportvirksomheder har dermed reduceret deres udenlandske bilpark med 15,9 procent siden 2. kvartal 2008.
Etableringen af udenlandske datterselskaber har de senere år været koncentreret i Tyskland, og sådan er det stadig trods en nedgang. I alt fordeler datterselskaberne sig i 16 lande, men Tyskland er hjemsted for 62 ud af 97 selskaber.
Den samlede vognpark i de tyske datterselskaber udgør nu 1693 lastbiler. Det er 174, eller godt 9 procent, færre end i 2. kvartal 2008. I Østeuropa dominerer Polen med 10 ud af 23 datterselskaber.
- Faldet en naturlig følge af de generelle konjunkturtilpasninger i bilparkerne. Flere virksomheder har desuden outsourcet kørsel til fremmede vognmænd – både danske og udenlandske leverandører, siger analytiker Lone Niebuhr, ITD.
Hver femte udenlandsk lastbil er danskejetITD har foretaget en særtælling på den dansk-tyske landgrænse i 2. kvartal 2009, der viser, at 20,5 procent af de udenlandske lastbiler, der kører ind i Danmark, tilhører danske vognmænds udenlandske datterselskaber – det svarer til hver femte lastbil. For et år siden, var det næsten hver fjerde.
24,5 procent af de lastbiler med tyske nummerplader, der kører ind i Danmark, tilhører datterselskaber ejet af danske vognmandsvirksomheder. Det er 4,2 procentpoint færre i forhold til samme kvartal sidste år.
Andelen af østeuropæiske lastbiler med danske ejere, der passerer landgrænsen er også faldet – andelen udgør 14,8 procent mod 16,4 procent i 2008.
- Tallene i opgørelsen viser med stor tydelighed, at de danske vognmænd tilpasser sig internationale omkostningsvilkår og markedsmuligheder, også når det gælder nedskæringer som følge af den aktuelle krise. 3.000 danske lastbiler i næsten 100 datterselskaber fordelt på ikke mindre end 16 lande beviser, at erhvervet, trods alt, virkelig tager del i internationaliseringen. Men desværre betyder danske særregler og urimelige sanktioner over for vognmændene, at flere er nødt til at udflage eller blive i udlandet for at opretholde konkurrenceevnen – og det begrænser en effektiv godstransport, konkluderer Poul Bruun, underdirektør hos ITD.