Det kan nok være at konkurrenterne har fået noget at tænke på, efter at Krone-koncernen har introduceret deres nye miljøvenlige gardintrailer.
De fleste troede nok ikke det kunne blive nemmere, da TIR-traileren for mange år siden blev afløst af gardintraileren med gardinstropper hen langs siden. Det var et stort skridt, fordi det blev noget nemmere og hurtigere at åbne siden på en presenningstrailer, når man ikke længere skulle sy en toldsnor gennem alle øjerne og lukke sider op og ned.
Men Krone er nu gået et skridt videre med den nye Easy Tarp presenning. Den har kun fire stropper på hver side og dem skal chaufføren ikke åbne enkeltvis. Det sker i stedet for ved tryk på knap på forsmækken. Så enkelt kan det gøres. Herefter kan gardinsiden skydes frem eller tilbage som sædvanlig.
Når der skal lukkes igen, trækkes presenningen på plads og strammes til i hver ende, og chaufføren skal kun lige se efter at de fem stropper er nogenlunde på plads. Herefter trykkes på knappen i forenden og traileren er lukket.
TTNs udsendte medarbejder har set systemet i funktion og det virker helt efter hensigten. Fra Krones side henledes opmærksomheden på at tid er penge og derfor er det rigtig godt når åbningstiden, så at sige, nu er nede på ganske få minutter. En chauffør, der kører rundt og distribuerer gods fra siden, er ofte presset af tiden, og derfor skal det hele virke hurtigt.
Det bliver interessant at se hvordan systemet kører, når det bliver lidt ældre og hvordan det evt. fungerer i vinterperioden. Men det må man formode, at Krone har afprøvet inden systemet er sendt på gaden.
Den nye trailer er også udstyret med skørter hele vejen rundt, så der er mindre luftmodstand, et forhold der giver pluspoints på brændstofkontoen. Den nye trailergeneration kan allerede leveres lyder det fra Krones danske salgsorganisation.