Styrtdykket i bilsalget har ramt den europæiske autologistikindustri hårdt
Den europæiske brancheorganisation for virksomheder i autologistikindustrien ECG tegner et dystert billede af branchen. 20.000 europæiske autologistikjobs er allerede forsvundet efter finanskrisen amputerede bilsalget. Hårdest ramt er de små aktører på markedet, hvor mange virksomheder er forsvundet. Men de store kæmper også med voldsomme tab.
En spørgeundersøgelse hos de 100 største autologistikvirksomheder viser at 58 venter svære tab i 2009.
74 procent rapporterer om likviditets- og finansieringsproblemer, mens hele 83 procent melder, at de har standset alle eksisterende og fremtidige investeringsprojekter.
Det triste portræt blev offentliggjort ved ECG’s kongress i Bruxelles i sidste uge.
Meget vanskeligDen nyvalgte formand, Costantino Baldissara, der er Commercial and Logistics Director i det italienske rederi Grimaldi Lines i Napoli, betegnede branchens situation som meget vanskelig.
- Der er ingen tvivl om, at de næste 12 måneder bliver et spørgsmål om overlevelse for virksomhederne i autologistikindustrien. Der er dog spæde tegn på en vending, blandt andet fordi skrotpræmieordninger i flere europæiske lande understøtter salget af nye biler og derfor venter vi at efterspørgslen vil stige i de kommende måneder, sagde Baldissara.
Men selv beskeden vækst rummer gemmer på en udfordring.
- Problemet er, at autologistikvirksomhederne har skåret kapaciteten ned med mindst 30 procent for at overleve krisen og de finansielle udfordringer. Men i det nuværende finansielle klima er det helt urealistisk, at sektoren kan genoprette den tabte kapacitet for at følge med en eventuel vækst. Der er en reel risiko for underkapacitet, sagde Grimaldi-direktøren.