Østrig vandt Volvos Vista-konkurrence, mens de danske hold endte som nummer to og fire.
3455 hold fra 70 lande har deltaget i konkurrencen, og 28 hold dystede i finalen om verdensmesterskabet, der blev afviklet i Volvo Trucks’ uddannelsescenter i Göteborg i Sverige.
Det danske hold fra Volvo Truck Center i København blev en flot nummer to - kun et sølle point efter vinderne fra Østrig. Holdet fra Skifter i Aabenraa blev nummer fire.
- Da jeg besøgte konkurrencen på finaledagen var jeg meget overrasket over entusiasmen, samarbejdsånden og viljen til at vinde der herskede blandt deltagerne. Vista er ikke ”bare” en konkurrence og en uddannelse af vores eftermarkedsfolk. Det er også en fantastisk måde at udvikle kompetencer indenfor Volvo Trucks, og de hundredetusinde timer der er brugt på træningen blandt alle deltagerne, vil forhåbentligt inspirere hele vores serviceorganisation til altid at yde det bedste, siger Staffan Jufors, chef for Volvo Trucks.
Med det danske hold fra Volvo Truck Center i København på en flot 2. plads, og holdet fra Skifter Lastbil i Aabenraa på en 4. plads, blev konkurrencen endnu engang et bevis på at kompetencen blandt de danske lastvognsforhandlere er på et rigtigt højt niveau.
- Med en 3. og en 2. plads fra de to seneste Vista-konkurrencer går vi efter førstepladsen når konkurrencen skal afgøres i 2011, siger eftermarkedschef Steen Pedersen fra Volvo Lastvogne Danmark.
Sølvholdet fra Volvo Truck Center København ses på billedet: Jan Meyer Petersen, Per Lindal, Ulrik Eriksen, Lars Rosenkilde og Bjarne Skram får overrakt diplom af bl.a. chef for Volvo Trucks Staffan Jufors.