Pacton Scandinavia A/S har netop leveret de første tre nye blokvognssystemer, der indeholder løsningen på udfordringen med selv at kunne læsse og aflæsse store og meget tunge vindmøllenaceller, uden at der behøver at være en stor mobilkran til stede.
De 3 første blokvognssystemer er allerede leveret til en af landets store vindmølletransportører, Frank Nørager & Co. A/S i Fjerritslev, der har fået leveret de nye systemer sammen med 3 Nooteboom-Scheuerle akselsektioner med hver 3 aksellinier og tilhørende svanehalse.
Til at kunne give hydraulisk tryk, for lastning, losning og manøvrering under kørsel uafhængigt af blokvognstrækkerens hydrauliske systemer, har det nordjyske firma også fået leveret de tre nye blokvognssystemer med hver 2 Hatz motorer, som er udstyret med hydrauliske pumper.
Når den nye løsning dukker op lige nu, skyldes det ikke mindst at vindmølleproducenten Vestas har optimeret logistikken omkring 2 MW nacellerne, som derfor nu kører hele vejen gennem produktionsforløbet og ud til vindmøllesiten på en baseramme.
Nooteboom og Scheuerle er i Skandinavien repræsenteret af Pacton Scandinavia A/S i Skanderborg, som har stået for salg og leverance af de nye systemer til Frank Nørager & Co. A/S.