Delegation af lokale forretningsfolk fra Aabenraa drager til Christiansborg for at møde Folketingets Skatteudvalg og skatteminister Kristian Jensen.
Siden den 1. januar 2008 har erhvervslivet i Aabenraa Kommune måttet tage turen til Tønder eller Haderslev for at få udleveret nummerplader. Det skal der nu laves om på, mener den nyoprettede Tænketank for Transport. For de mange tusinde ture til Haderslev og Tønder – især for lastbilbranchen i Padborg - koster årligt transportbranchen mindst tre millioner kroner, ligesom det sender over 50 ton CO2 ud i omgivelserne, lyder argumenterne.
Delegationen har fået foretræde for Folketingets Skatteudvalg efterfulgt af et kaffemøde hos Skatteminister, Kristian Jensen (V).
- Selvom Padborg er lastbilernes by nummer 1 i Danmark, så skal de mange lokale virksomheder tage turen hele vejen til Tønder eller Haderslev for at få at en nummerplade på deres erhvervskøretøjer. Det er spild af de erhvervsdrivendes tid og penge og et forkert signal at sende til branchen, siger Jan Hyldal Sørensen fra Erhvervenes Hus Aabenraa.
Delegationens peger på, at Toldkammeret i Padborg eller Borgerservice i Aabenraa og Bov kan tage sig af registreringen af køretøjer og udleveringen af nummerplader.