MAN kom for sent med Euro 5 EGR-motor, men er i stedet klar med EcoLion med EEV-motor.
Af Finn BjerremandMAN deltog i ETC med en splinterny TGX 18.440 EcoLion med en ny EEV-motor, som er den absolut reneste miljønorm - så længe vi snakker om dieseldrevne lastvogne.
Den tyske producent måtte forleden bide i det sure æble og fortælle, at al videre udvikling af D20 og D26 motorserierne i Euro5-versioner med EGR er skrinlagt.
- På grund af den finansielle krise har MAN nedlagt udviklingen af Euro 5-motorer, som er baseret på EGR-løsningen, oplyste Martin Bauknecht, produktchef på TGX-serien hos MAN i München.
I stedet har lastbilkoncernen valgt at fortsætte udviklingen af EGR-løsningen hen mod Euro 6, hvor den samlede løsning vil omfatte både SCR- og EGR-løsninger.
MAN har allerede velfungerende motorer, som overholder Euro 5 normen ved hjælp af SCR-løsningen i form af D20 og D26 serierne, og med det nuværende lave produktionstal er der ingen grund til at udvikle yderligere en Euro 5-motor. Så der er for alvor dømt AdBlue til alle nye MAN lastvogne.
Første leveringerTil gengæld er produktionen af EEV motorer i D20-serien startet op og de første er også allerede leveret. Derfor stillede MAN med en ny TGX EcoLion med netop en EEV-motor.
EcoLion er en konceptlastvogn, der passer perfekt til flådeejere, som kører med Europavogntog på 40 ton vogntogsvægt i Mellem- og Sydeuropa.
EcoLion kan enten leveres med XLX førerhus eller XXL førerhus. Testvognen var udstyret med XLX-førerhuset - MANs mellemhøje version, som er ganske fin til kørsel i Europa med enmandsbetjening, hvor vognen ikke er ude hver eneste dag i måneden.
Førerhuset er udvendig udstyret med luftledeskjolde, som giver store brændstofbesparelser i sammenhæng med en trailer i fuld højde.
God pladsDer er rigtig god plads i XLX førerhuset, store ruder som giver et godt udsyn og hele førerhuset giver som helhed en moderne arbejdsplads for en chauffør.
I det hele taget har EcoLion et rigtig godt arbejdsmiljø: Der er gode sæder, gode aflæggerum og en god køje. EcoLion er som standard udstyret med én køje, men kan dog fås med to køjer.
Eneste alvorlige anke i førerhuset er de store spejle, som burde være delt med en sprække mellem hovedspejlet og vidvinkelspejlet. Der er en stor og meget farlig død vinkel bag de store spejle på TGX.
EcoLion skal have ros for sit meget funktionelle rat med kontakter, det er suverænt lavet. MAN har endnu ikke lanceret regnsensoren til viskerne - men det kommer vel.
Masser af kraftMotoren er en D2066 på 10,518 liter slagvolumen, som genererer 440 HK mellem 1600 og 1900 omdrejninger i minuttet samt et maksimal drejningsmoment på 2100 Nm, der afleveres i feltet mellem 1000 og 1400 omdrejninger i minuttet.
Brændstofindsprøjtningssystemet er et commonrail system og motorens udstødning renses som tidligere nævnt ved hjælp af en SCR katalysator.
Under prøvekørslen forekom motoren særdeles arbejdsvillig og enhver bange anelse om at den høje miljønorm ville påvirke effekten blev effektivt manet i jorden.
Transmissionen består af en MAN TipMatic gearkasse, der er en ”forMANet” ZF ASTronic gearkasse med automatiseret gearskifte. MAN fremhæver, at vægtbesparelsen ved at vælge automatiseret gearskifte frem for en manuel betjent gearkasse er på hele 60 kg.
Aktivering af gear foregår fra en drejekontakt i instrumentbrættet, og der er selvfølgelig ikke nogen koblingspedal. Gearkassen gør det den skal: den skifter præcist og forholdsvis hurtigt. Transmissionen er blevet meget bedre end den var i TGA-serien, men har dog ikke nogen friløbsfunktion, som den kendes i Volvo og Mercedes-Benz.
StabilBagakslen er udstyret med et enkeltgearet bagtøj der har en gearing på 2,85, hvor motoren roterer 1292 omdrejninger i minuttet ved 85 km i timen, altså en lidt højere gearing end eksempelvis Scania R400.
Selve chassiset er et to-akslet chassis opbygget som trækker og udstyret med bladfjedre på forakslen og luftaffjedring med fire bælge på bagakslen. Vognen er også udstyret med ECAS luftaffjedringssystem, der er elektronisk kontrolleret og som sørger for at kørehøjden er uændret uanset belastningen.
Affjedringen virker perfekt i sammenhæng med MANs patenterede firepunktsstabilisator, der styrer toppen af bagakslen i forhold til chassiset. EcoLion har også et velfungerende ZF styretøj, af typen Servocom, der giver direkte kontakt og god føling med vejbanen. Den kører bare præcis ud af vejen, uanset om det er motorvej eller dårlig landevej, der køres på.
Som standardudstyr er TGX udstyret med ESP og testvognen er også udstyret med ACC, LGS (Sporassistent) og APM (automatisk kontrol på dæktryk) - alt sammen udstyr, der er med til at hæve trafiksikkerheden og komfortniveauet.
Med MAN 18.440 EcoLion EEV er man godt kørende langt ind i fremtiden, specielt når det gælder det miljømæssige.
fba@transinform.com