Land hele vejen rundt: Fastholder containeromsætningen trods krise og skærpet konkurrence fra lastbilerne.
Af Lars LassenSelv om den økonomiske krise har sat sig spor i aktiviteterne hos Fredericia Shipping, hvor man blandt andet har måttet notere en nedgang i håndteringen af stål, så har selskabet formået at øge containeromsætningen i en tid, hvor større konkurrenter har måttet notere markant nedgang.
Senest har Hamborg Havn offentliggjort en nedgang på containeromsætningen i første kvartal 2008 på næsten 25 procent.
Fredericia Shipping slog sin egen rekord i 2008 med en containeromsætning på 33.000 TEU. Det var omkring 8.000 flere end i 2007 og nær ved en tidobling i forhold til 1998, hvor Fredericia Shipping begyndte containeraktiviteterne.
- Ser man bort fra en ekstraordinær eksport af omkring 2000 containere med korn til Kina, så har vi omtrent fastholdt containeromsætningen fra sidste år i første kvartal i år. Måske har vi endda øget omsætningen en anelse, siger adm. direktør Klaus G. Andersen, Fredericia Shipping.
ContainervækstSet i lyset af, at Fredericia Havn ligger mellem to langt større containerhavne – Århus i nord og giganten Hamborg i syd – så er Fredericias position på containermarkedet ganske imponerende.
- Da vi startede i 1998, var det bygget op omkring en enkelt kunde – Kemira, der startede med eksporter kunstgødning i containere. Der indgik vi en aftale med et tysk rederi, der hedder Team Lines, hvor vi lovede at generere mindst 20 containere om ugen. Det virkede som meget dengang – i dag er det ingenting, smiler Klaus G. Andersen.
Varesortimentet udvides og ændres gradvist og Fredericia Shipping kunne fejre 10 års jubilæum med containeraktiviteterne i juli sidste år.
- De første otte år, var det helt overvejende eksport af varer fra Danmark. Når man starter sådan noget op, så er det alt andet lige lettere at tale med rederier og afskibere i Danmark, fordi vi altid kan få fat i tomme containere, der jo kører lige forbi på lastbil. Men det tager rigtigt lang tid før agenten ude i Kina opdager, at han kan sejle containere direkte til Fredericia, fortæller Klaus G. Andersen ivrigt og fortsætter:
- I løbet af de sidste tre-fire år er strømmen vendt, fordi globaliseringen, hvor produktion er outsourcet til Asien, har vendt varestrømmene. Så vi gået fra primært at eksportere containere over et par år med 50-50 til nu, hvor der er en klar overvægt af import på containertrafikken til Fredericia.
Containerruten til og fra Fredericia er siden 2002 blevet betjent af det danske rederi Unifeeder med 2 ugentlige anløb mellem Fredericia og Hamburg/Bremerhaven.
BeliggenhedKlaus G. Andersen ligger ikke skjul på, at virksomhedens succes for en stor dels vedkommende skyldes den gunstige beliggenhed.
- Beliggenheden er vores helt store styrke. De fleste havne har kun et opland på den ene side. Vi har et opland, der går hele vejen rundt fordi vi ligger mellem Fyn og Jylland. Samtidig krydser de store øst-vest- og nord-sydgående motorveje og jernbanespor her ved Fredericia. Endelig er vi på grund af vores store bredde i stand til at kombinere containertrafikken med varer som stål og bulk.
MarkedsandelNærheden til Hamborg er både en fordel og en ulempe. Ikke mindst fordi det er let og forholdsvis billigt, at køre en container til og fra den store globale containerhub ved Elben.
- Men vi har faktisk været i stand til at tage markedsandele fra lastbilerne i det sidste års tid. Der har været en række faktorer, som har været med til at skubbe i den rigtige retning. Det startede med højkonjunkturen, hvor der var mangel på kapacitet på vejene. Samtidig var oliepriserne ekstremt høje, køre- og hviletidsreglerne blev strammet og mauten blev indført. Det har alt sammen bidraget til, at transportkøberne har overvejet andre veje – eksempelvis at sende containere på et feederskib til Hamborg i stedet for at køre containeren hele vejen, fortæller Klaus G. Andersen.
Fredericia Shipping har sit eget vognmandsselskab – DKC.
- Vi kan helt klart mærke en skærpet konkurrence fra lastbilerne. Vi kører selv med 10 biler – fordi vi på den måde kan være med til, at sikre en konkurrencedygtig for- og eftertransport, så vi kan få godset ind og ud over kaj i Fredericia. Vi kører kun en lille andel af vores egen containeromsætning – men det sikrer vi kan få kørslen til en rimelig pris, siger Klaus G. Andersen.
Tog til kajStål gik tilbage med 30-40 procent i 2008.
Men det drastiske fald skyldes delvist en usædvanlig høj omsætning på stål i 2007.
- Jernbanen stoppede med at køre stål fra stålvalseværket i Frederiksværk i 2007. Da sejlede vi stål fra Frederiksværk til Fredericia og så satte vi stålet på togvogne her. Da jernbanen igen kører til Frederiksværk, så er den aktivitet stoppet, fortæller Klaus G. Andersen.
Traditionelt går der omkring 200.000 tons stål over kaj i Fredericia om året.
Fredericia Shipping modtager typisk stål fra Finland og Norge, som så sættes på jernbane videre ud i Europa. Der modtages også stål fra Syd- og Centraleuropa, der så går på lastbil til modtagerne i Danmark.
- Vi er ret unikke i dansk sammenhæng, fordi vi kombinerer skib og bane. Det er noget mange taler om, men det er ikke ret mange, der faktisk gør det, siger Klaus G. Andersen.
Han skønner, at der typisk går et sted mellem 3000 og 3500 jernbanevogne gennem Fredericia Havn på årsbasis.
- Det gør os nok til en af de største godsbaneterminaler i Danmark, hvis vi ser bort fra Høje Taastrup, Taulov og så måske Århus. Det kræver en vis volumen, hvis man skal opretholde godsbanedrift på kommerciel basis. Der skal opretholdes rangerhold o.s.v., siger Klaus G. Andersen.
Fredericia ShippingFredericia Shipping blev grundlagt i 1973 af Niels Jørgen Andersen. Firmaet ledes i dag af sønnen Klaus G. Andersen, der er uddannet hos A.P. Møller-Mærsk. Han driver en betydelig logistik-, agentur- og terminalvirksomhed med hovedsæde beliggende på Fredericia Havn.
Virksomheden beskæftiger omkring 60 ansatte inden for fem hovedområder; shipping, stål og logistik, container, bulk og terminaldrift.
Fredericia Shipping ejer 25 procent af Jørgen Schultz Shipping i Kalundborg, der bortset fra containeraktiviteterne ligner Fredericia Shipping.
ll@transporttidende.com