Miljø- og Teknikborgemester Klaus Bondam vil genåbne Nørrebrogade for biler.
Københavns Kommune er på vej til at sluge en større politisk kamel. Den omstridte lukning af Nørrebrogade bliver ifølge Danmarks Radio gjort om, så gaden igen åbnes for biltrafik og parkering.
- Vi gør det, fordi vi har lyttet til de reaktioner, der har været, siden forsøget startede. Der er nogle ting, som vi ikke kunne forudse, ville ændre sig i en given retning. Derfor laver vi de her ændringer, så det bliver lettere og mere overskueligt for bilister og cyklister at færdes på Nørrebrogade, siger Klaus Bondam til DR.
Lukningen har vakt voldsom kritik fra både handlende på Nørrebrogade og trafikanter. Men trods protester og gode argumenter før lukningen valgte Borgerrepræsentationen at gennemføre lukningen af hensyn til miljø og bløde trafikanter.