Transportminister Lars Barfoed gav de danske vognmænd et skulderklap på Dansk Transport og Logistiks generalforsamling.
Ministeren betegnede det som glædeligt, at et bredt flertal i Folketinget står bag redegørelsen om fremtidens godstransport - kun Enhedslisten står udenfor.
- Det er vigtigt, at Danmark har fået en bedre forståelse for godstransporten betydning, sagde Barfoed og fremhævede DTLs slogan: Vi kører ikke for sjov.
Ministeren lagde ikke skjul på, at branchen befinder sig i en vanskelig situation med afmatning i økonomien.
- Nedgangsture kommer sjældent belejligt, men selv om de ikke er kærkomne, så er det en oplagt lejlighed til at tage den måde vi laver tingene på op til revision, mener ministeren.
- Vi skal sammen fokusere på de stærke sider der, hvor det danske transporterhverv kan gøre en forskel. Og vi skal udnytte de kompetencer, som vores transportplanlæggere og chauffører har samtidig med at de er omstillingsparate. Kort sagt, skal vi bruge den vanskelige situation til i fællesskab at sikre god konkurrencekraft - ikke mindst når vi taler om en grønnere transport, siger Lars Barfoed.
Ministeren noterede sig, at der under debatten på vognmændenes generalforsamling havde været kritik af forholdene på de danske rastepladser - blandt andet, at der kun er afsat penge til forbedring af tre jyske rastepladser.
- Vi er enige om, at de 20 millioner kroner, der er afsat, ikke er nok. Men det er kun første skridt. Det er vigtigt, at rastepladserne får større kapacitet og bedre kvalitet - ikke kun i Danmark, men i hele Europa, påpeger ministeren.
Ens behandlingOgså et andet debatemne fik en ministerkommentar med på vejen, nemlig forskelsbehandlingen af danske og udenlandske vognmænd/chauffører, som blev rejst af en række vognmænd. De kritiserede, at danske vognmænd på grund af arbejdsgiverens objektive ansvar i Danmark får bøder for deres chaufførers forseelser, mens udenlandske vognmænd – herunder danske vognmænd, der har udflaget deres lastbiler – slipper for bøden.
- Naturligvis skal det være sådan, at danske vognmænd og chauffører ikke behandles hårdere end deres udenlandske kolleger. Det er vi meget OBS på, og det vil jeg tage med mig hjem i det politiske arbejde, lovede Lars Barfoed.