Når der bor over en million mennesker i hovedstadsområdet og trafikken propper til i myldretiden, er det klart, at det politiske fokus er rettet mod hovedstadens infrastruktur. Det er jo også her, de fleste politikere har deres daglige gænge.
Af Gwyn Nissen
Og trafikken skal da også glide omkring København - det skal der ikke herske tvivl om. Ligesom den skal glide i hele landet.
Det handler om at være forudseende – om at reagere, før det er for sent og trafikken står helt stille.
Det kan godt være, at der er lidt længere mellem lastbilerne i disse dage, men vær vis på, at når samfundshjulene begynder at køre for fuld skrue igen, så vil lastbilkøen synes uendelig henover Fyn og ned gennem Jylland.
Det bliver dejligt med masser af lastbiler på vejene igen. Det er et positivt tegn. Men det er også et signal til politikerne om, at tiden er inde til at tage fat i en række alvorlige udfordringer.
Syddanmark er Danmarks logistiske drejeskive med blandt andre Esbjerg Havn, ADP, Padborg Transportcenter, Gateway E45, kombiterminalen i Taulov, Tietgenbyen og en hel stribe andre trafikale knudepunkter.
Det er her dansk eksport og import bliver håndteret af tusindvis af ansatte i transportindustrien, som alle sender lastbiler ud på vejene. Og så er det, at Fyn, Trekantområdet og Sønderjylland sander til i lastbiler på vej ind og ud af landet.
Når væksten banker på i de kommende år, vil godstransporten over den dansk-tyske grænse vokse fra 26 millioner tons i 2006 til 48 millioner tons i 2025.
Så begynder porten ind og ud af Danmark at blive for snæver – Femern Bælt-forbindelse eller ej. Derfor er det ikke kun pendler-problemerne i hovedstadsområdet, der skal løses. Det skal godsstrømmen gennem Syddanmark også.
Politikerne skal kort sagt sikre, at der er hul igennem til Danmark. Ellers nytter det ikke med nok så mange dygtige transportfolk i regionen.