Det er både muligt at deltage i en konkurrence om en ny mingravemaskine og samtidig lære at køre mere økonomisk.
Volvo vil nemlig være til stede med konkurrencen superecodrive, der blev startet op i marts måned i Fredericia.
- Vi er nu halvvejs i konkurrencen, og vi har haft over 130 chauffører igennem, siger Peter Kragelund Andersen, der er marketings- og kommunikationschef hos Volvo Lastvogne Danmark A/S til TTN.
Vinderne lokalt ligger typisk på over 3 km/l og i gennemsnit er der en forbedring på ca. 12 % fra tur 1 til tur 2 på de ca. 20 km lange konkurrence-ruter.
- Der skal holdes regionale finaler i slutningen af juni, inden vi ved hvem der skal følge Ole Sørensen til DM finalen, siger Peter Andersen. Generelt er vi godt tilfredse med udviklingen, og vi har fået meget fokus på brændstoføkonomisk kørsel - både internt hos sælgerne og eksternt hos kunderne.
Konkurrencen foregår i de helt nye Volvo lastvogne af typen FM 430 2-akslede trækkere med I-Shift, der har tilkoblet fuldt lastet sættevogne. Kørselsdata til brug for konkurrencen bliver hentet fra Volvos transportinformationssystem Dynafleet. For at kunne deltage i konkurrencen skal man være erhvervsaktiv chauffør med gyldigt kørekort (CE) og digitalt førerkort.