Asfalt-sæsonen er for alvor i gang.
Trafikken og vejrliget har slidt så meget på en del af Amagermotorvejens vestgående spor, at Vejdirektoratet nu går i gang med at udskifte det øverste lag asfalt i det inderste spor. Strækningen er cirka syv kilometer lang og begynder lidt før indfletningen fra Øresundsmotorvejen og slutter ved frakørsel 22, hvor Gl. Køgelandevej krydser motorvejen. Arbejdet begynder den 15. maj og forventes at være færdig den 18. maj 2009.
Desuden går Vejdirektoratet i gang på Helsingørmotorvejen, hvor det øverste lag asfalt i begge spor i henholdsvis nord- og sydgående retning bliver skiftet. Strækningen er cirka ti kilometer lang og begynder, hvor Hornbækvej (4) krydser motorvejen og slutter ved Kokkedal (7). Arbejdet begynder den 17. maj og slutter den 5. juli 2009.
Endelig får strækningen omkring frakørsel 36 på E20 Vestmotorvejen ny asfalt i det østgående spor i retning mod København. Asfaltarbejdet kommer til at foregå i perioden 16. - 20. maj 2009. Frakørsel 36 Ringsted N vil være lukket i østgående retning, mens arbejdet står på. Trafikanterne vil i stedet blive ledt videre til frakørsel 35 Ringsted Ø og tilbage til frakørsel 36 Ringsted N ad motorvejens vestgående spor.