Vognmand Hans Hansen i Skærbæk har netop fået leveret en spritny Scania.
Den er af typen R500LA6x2MNA med en V8 motor i Euro5 udførelse, samt opticruise gearskifte, Scania retarder og Topline førerhus. Den nye Scania er bygget op fra fabrikken som en Nordic-trækker, hvor der dog er monteret ekstra udstyr hos Scania Biler A/S i Hammelev.
Det omfattende udstyr omfatter luksussæder med læderbetræk, thermo sideruder, Xenon forlygter. Desuden er førerhuset indvendig betrukket med plys og der er installeret tv/dvd.
Sikkerheden er der også tænkt på, idet den sønderjyske vognmand har valgt at få monteret et ekstra kamera i stedet for det obligatoriske frontspejl.
Den nye trækker skal primært anvendes til kørsel med byggematerialer fra Tyskland til Danmark. PF Lak i Kliplev har stået for lakeringen, BJ Autopolstring har plysset førerhuset og Signhouse i Padborg har sat navn på. Det hele er leveret af Scania Biler i Padborg, hvor lastvognssælger Ole Frisk har stået for salg og levering.