DTL: Europa-Parlamentet tabte en oplagt mulighed for gavne transporterhvervet, da de i går valgte at ignorere Kommissionen og Ministerrådets indstilling om at undlade, at regulere om arbejdstiden for selvkørende vognmænd og andre selvstændige erhvervsdrivende.
Europa-Parlamentet valgte med et snævert flertal at sende forslaget til bage i udvalg, hvilket udskyder processen til et godt stykke på den anden side af parlamentsvalget 7. juni. Værre er det, at forslaget så skal foreligges helt nye politikere, fordi en stor del af parlamentets medlemmer formentlig bliver skiftet ud ved valget.
- Afstemningsresultatet skyldes, at der var mange misforståelser og forkerte opfattelser i det nuværende udvalg, så det er forhåbentlig positivt, at Parlamentet nu kan tage en ny runde og sammen med Rådet og Kommissionen komme frem til en fornuftig løsning. Det skal være en løsning, der afspejler både, hvad der er praktisk muligt, hvad der giver økonomisk fornuft, og hvad der sikrer anstændige arbejdsvilkår for arbejdstagere. På vores medlemmers vegne vil DTL arbejde for, at det nysammensatte udvalg vil være enig med os i, at myndighederne ikke skal til at kontrollere, hvor meget tid en selvstændig vognmand bruger på f.eks. kontorarbejde. Det ville være unødvendigt dyneløfteri over for titusinder af erhvervsdrivende i Europa og desuden kræve et meget stort statsligt kontrolapparat”, siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.
Han mener, at den turbulente sag om kontrol af selvstændiges arbejdstid er med til at vise, at det er nødvendigt af hensyn til de danske transportvirksomheder at afgive stemme til EU-valget 7. juni.
- Sagen er et godt eksempel på Parlamentets indflydelse på EU-lovgivning i dag. Den er også et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at stemme til valget d. 7. juni. Afstemningen i dag viser, at et par enkelte stemmer gør en forskel – det gælder også ved afstemningen til Parlamentet. Derfor er det vigtigt, at DTLs medlemmer bruger deres stemmer, siger Søren Hyldstrup Larsen.