Vognmandsfirmaet Steen Gjelstrup Transport A/S, der er stiftet tilbage i 1984, er for kort tid siden trådt i betalingsstandsning.
Direktør Steen Gjelstrup siger til TTN:
- Der foregår mange ting lige nu og flere forhold har udløst betalingsstandsningen i virksomheden. Det, der slog benene væk under os, var et stort tab på et lagerhotel i Køge, der blev erklæret konkurs 1. april.
Gjelstrup oplyser, at selskabet har mistet et sted mellem 750.000 kr. og 1.000.000 kr. på dette engagement – det er ikke gjort endeligt op endnu.
– Vi kunne se, at vi ikke kunne klare dette sådan umiddelbart. Siden sommerferien sidste år har det jo bare været en lang nedtur på fragtpriser og vognparkens udnyttelsesgrad, hvor fragtpriserne nærmest er bundet op på det østeuropæiske prisniveau. Vi havde dog allerede begyndt at tilpasse vognparken, der i dag er nede på 18 trækkende enheder. I øjeblikket undersøger vi mulighederne for hvad vi kan gøre for at komme videre. Vi ser mange muligheder, men der er også mange udfordringer, siger Steen Gjelstrup.