Ny bro over motorvej
Vejdirektoratet udskifter nu broen, der fører den østgående trafik på Ishøj Stationsvej over Køge Bugt Motorvejen.
Brodækket og søjlerne skal udskiftes, fordi beton og armering er så nedbrudt, at det ikke er økonomisk forsvarligt at reparere broen. Arbejdet begynder den 11. maj og kommer til at foregå i perioden maj-december 2009, oplyser Vejdirektoratet.
Trafikanter, der har brug for at krydse motorvejen, bliver i stedet ledt over broen, der normalt afvikler den vestgående trafik. Der vil i perioden være to spor i begge retninger på denne bro.
Arbejdet foregår i etaper, hvor de første etaper vedrører nedrivning af den eksisterende bro. Det foregår i to weekender med kun en vognbane i hver retning på Køge Bugt Motorvejen ved broen. Under opbygning af stillads samt støbning af den nye bro vil der være tre smalle vognbaner i hver retning på motorvejen.
I hele perioden vil den tilladte hastighed på Ishøj Stationsvej være 50 km/t. På Køge Bugt Motorvejen vil der kun være hastighedsnedsættelser til 50 km/t under nedrivning og under selve støbningen.
Arbejdet vil så vidt muligt foregå i dagtimerne, men større nedrivnings- og montagearbejde bliver udført som natarbejde.