Norfolkline er i spil i forbindelse med et frasalg.
A.P. Møller-Mærsk kan være på vej ud af færgebranchen, hvis koncernen sælger Norfolkline. Mulige købere er ifølge Financial Times Stena Line, P&O Ferries og Louis Dreyfus Armateurs.
Spekulationerne er sat i gang af A.P. Møller-Mærsk selv, idet gruppen i en meddelelse bekræfter, ”at drøftelser om en mulig transaktion vedrørende Norfolkline er indledt med et antal parter. Det er uvist om en transaktion vil finde sted.”
Det er sjældent, at Mærsk sælger ud. I 2002 trak selskabet sig ud af tørlastmarkedet og i fjor solgte Mærsk sin biltransportflåde til Höegh Autoliners. Også Maersk Air og computerforretningen Mærsk Data er blevet solgt. Til gengæld har indkøbene været langt større med australske Adsteam og svenske Broström.