Nielsens Fiskeeksport i Aalbæk i Nordjylland valgte at renovere i stedet for at udskifte virksomhedens Volvo FH12.
Lastbilen har rundet to millioner km og blev grundigt tjekket inden renoveringen hos Volvo Truck Center Aalborg – dels fordi det er en stor investering, dels fordi lastbilen ikke skulle skånes efter renoveringen: Kravet var stadig 200.000 km om året på landevejen.
Volvo motoren og hele drivlinen var ikke påvirket af de mange km, så i stedet blev skærme, kofanger og skabe udskiftet. Førerhuset fik tillige en kærlig behandling og blev plysset og indrettet som chauffør Jess Holm ønskede det.
Hans job er hans hobby og derfor deltog han selv aktivt i hele renoveringsprocessen. Jess Holm ønskede således en renovering, som gik så tæt på den 11 år gamle Volvo lastbils oprindelige udseende. Der er f.eks. ikke dvd og fladskærm i førerhuset, ligesom der ikke er udvendige diodelys, fordi denne trend er af nyere dato.
Lastbilen har allerede vundet priser for sit flotte udseende og Jes Holm forventer også i år at deltage i udstillinger og konkurrencer.
Nielsens Fiskeeksport er et datterselskab af Launis Fiskekonserves A/S, som bearbejder ca. 20.000 tons sild om året, som eksporteres som halvfabrikata til europæiske lande.