Hjerteforeningen og DTL er gået sammen om at give chauffører et helbredstjek.
En lastbilchauffør sørger for, at vognen er køreklar og har det godt. En lille mislyd og hans opmærksomhed er på vagt. Og er det mere, end han selv kan klare, bringer han lastbilen på værksted. Han tager ansvar for, at der er kølervæske olie og diesel på. Han er i det hele taget meget opmærksom på sin lastbils tilstand. Men tager han samme ansvar for sit eget helbred?
Det spørger Hjerteforeningen om i en kampagne, som DTL har bidraget til.
Statistikkerne siger, at chaufførerne ikke tager vare på sig selv. Hjertekarsygdom er den sygdom, som flest danskere dør af. I 2005 døde 17.581 danskere af en hjertekarsygdom, mens 305.000 danskere kæmpede med sygdommen. Og chaufførbranchen er en af de hårdest ramte.
- Det må der gøres noget ved. Derfor har vi arbejdet sammen med Hjerteforeningen om at få budskabet om et sundere liv ud. Det er klart, at det er vanskeligt at være sund, når man sidder så meget bag rattet, som mange lastbilchauffører gør. Det betyder, at de redskaber, som vi nu vil forsyne chaufførerne med, skal være på chaufførernes præmisser og være lette at gå til. Vi opfordrer vores 3100 medlemsvirksomheder til at være med i projektet, siger DTLs kommunikationschef Martin Broberg.
Chauffører kan mandag, 27. april møde op ved:
- Motorvejsrasteplads Kildebjerg (syd) ved Odense mellem kl. 10 og 14
- Århus Havn, Sydhavnsgade over for Filmbyen kl. 10-14
- Stop 39, Trafikcenter Allé 4, Slagelse kl. 17.00.
Checket og snakken er gratis for chaufførerne.