Der skulle ske noget nyt i Ove Jørgensens liv – og så blev han entreprenør, maskinudlejer og vognmand.
Af Finn Bjerremand
Ove Jørgensen var egentlig VVS-mand indtil 1995, hvor han blev træt af sit erhverv - der skulle ske noget nyt.
Det blev i første omgang maskinudlejning. Ove Jørgensen startede med at købe en rendegraver og udleje maskiner med fører. Hen ad vejen har det udviklet sig til en blandet forretning med både en entreprenør- og en vognmandsdel, der har hjemme på en flot gammel restaureret gård tæt på motorvej E45 lidt nord for Mundelstrup.
Virksomheden beskæftiger i dag 11 medarbejdere, her i blandt Ove Jørgensen selv og hustruen Jenny, der står for den administrative del.
Antallet af køretøjer er også vokset og O.J. Maskinudlejning A/S råder over i alt 14 køretøjer - en nyere Volvo-trækker med en tipsættevgn, to Scania-lastvogne med kærrer, samt en næsten ny treakslet trækker, en Scania R500 med HMF kran, der kører med Månedens Køretøj. Blandt de mindre lastvogne, der er bygget op som knækladsvogne, så entreprenørholdene selv kan have de små entreprenørmaskiner med ud til byggepladserne rundt i hele landet, er der både Mercedes og DAF lastvogne.
Der er ingen tvivl om at Ove Jørgensens hjerte banker for biler og motorsport. OJ Maskinudlejning har ikke mindre end tre biler med i motorsporten, hvor Ove Jørgensen selv kører i Danish Endurance Championship, mens de to øvrige er lejet ud til andre kørere.
Det er også OJ Maskinudlejning, der er skyld i at Advan Cup-teamet LV-Motorsport har fået en tredje kører i årets team. Lige nu er teamet i gang med at opdatere den Peugeot 307-racer, som Peter Obel, vognmand i Kalundborg, skal køre i. Til den kommende sæson vil den fremstå som en grøn EPO IV model - den grønne farve stammer fra OJ Maskinudlejning, der er den primære sponsor på bilen.
fba@transinform.com